Louise Juhl

Medicinen gør mig uskarp som øjet på en solsikke. “Det dulmer”, siger lægen, jeg tænker, at det er et smart trick, magic bullshit, trylleplaster, sådan noget politikerne siger på tv, når de skal forklare, hvorfor fordelingen i verden er retfærdig trods sin uretfærdighed. “Alt er relativt”, siger de og trækker linjer tilbage til Big Bang, […]

Åh den lyd! af et rumskib, der letter: jupiterstøv og dansemusik. Som at tænke på dengang vi brændte navne i et stykke træ, pånær måske, at vi jo aldrig nogensinde har brændt navne i et stykke træ. Det er cirka det samme alligevel, er det ikke? 

Jeg tager alting som mangel på vink med en vognstang, som nu det faktum, at jeg ikke kan skrive mere, som nu det faktum, at jeg alligevel vedbliver at skrive, som nu det faktum, at ingenting kan stoppe mig, som nu det faktum, at ingen rent faktisk stopper mig, som nu det råb om hjælp, […]