Der er så mange nuancer her, at alt andet bliver overflødigt, også hunden og mig. Farverne er fuldkommen tavse, så vi mærker os frem med øjnene. Dér! Er lyngen, naturens tabte mælketand. Det giver ingen mening, men hvad gør det, når det ligner.
Jeg er så alene, at ingen opdager det, ikke engang jeg selv.