Louise Juhl

destory.dk

Month: december, 2016

Ensomig #143

Tiden finder sted: En ældre dame er på vej over gaden. Hun går i stå. Hvor længe kan hun gå sådan: i stå? Hvor mange biler skal køre over hende, før vi kalder det for døden?  

Ensomig #142

Det var omkring jul, umiddelbart efter min sidste lange indlæggelse. Jeg havde mødt en kæreste, han var slank og havde smukke øjne, og så var han rimelig cool med alle mine problemer. Jeg tror det gav ham en vis magt, at jeg på den måde var afhængig af ham – af hans overbærenhed. Jeg var […]

Ensomig #141

Der er helt stille der, hvor det skulle være tåget, og helt tåget der, hvor der skulle være stille. Det vil sige: det er tåget og der er stille. Men ikke her. Er glasset så halvt eller helt tomt?  

Ensomig #140

Hvis jeg troede på gud, ville jeg spørge ham om nogle ting. Kære gud, ville jeg for eksempel spørge, er træer til for nogens skyld? Er det rigtigt, at fugle drømmer baglæns? Hvornår er noget noget værd? Hvorfor er koalabjørne så søde? Er viljen stærkere end uviljen? Og hvem tror man egentlig på, når man […]

Svar til en nabo

Jeg kan mærke, at jeg er blevet mere vred, mindre eftergivende. Måske er det alderen. Det er ok. Det kommer mest til udtryk, når velmenende mennesker vil tage brodden af mine bekymringer, ved at forsikre mig om, “at der er så meget at glædes over.” Det er ikke fordi jeg er uenig. Der ER meget […]

Ensomig #138

Der er noget med hendes hals, den virker skrøbelig, som om den hvert øjeblik kan knække. Hun dækker den som regel med et tørklæde. Hun siger, at det for at undgå træk, men jeg tror ikke, at det er hele sandheden. Det er svært at kende hele sandheden om et menneske, hvis en sådan overhovedet findes. […]

Ensomig #137

Min far er snart 80. Jeg husker ikke, at han nogensinde har været syg, udover en snert af forkølelse og et udbrud af helvedesild. Jeg har arvet hans næse og hans rørstrømskhed. Min far har nemt til tårer. Roser man ham, begynder han at snøfte. Der er meget, man kan rose min far for. Hans ukuelige […]

Ensomig #136

Min mor hedder Inge, er 78 år, og går næsten altid i mørkeblåt. Hun holder meget af min hund, selvom hun synes, han er en stor mundfuld. Hun har det på samme måde med mig.

Ensomig #135

Jeg ville egentlig skrive noget smukt, en taksigelseshymne af en slags – for vinteren og varsomheden. Men mine led gør ondt, og jeg er ved at kaste op over at deale med coping-strategier og uvished, så det kom lidt skævt ud. Mor er ikke sur, mor er utaknemlig: Tak til denne mandag, for at leve […]