Louise Juhl

I dag var der én, der lagde en rosin i min hånd. “Tag den op til øret,” sagde hun, “lyt.” Jeg gjorde, som hun sagde. Selvfølgelig. Og da jeg skulle sidde sådan – med en rosin mod øret, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne bruge tiden på at lytte til, hvad sådan én […]

Den sommer jeg fylder elleve, spiser vi morgenmad i haven. Min mor sender brødet rundt, hun har anrettet det i en flettet kurv med en serviet i bunden. Servietten er gul, solen er gul, min kjole er gul. Min far peger, siger: “Se, hun har fået buler i kjolen, den lille” Det tager et år, […]

på bænken udenfor slotskirken sidder et ældre par, hun retter på hans buksers opslag, der bliver flaget på halv. ved søen synker sivene i knæ. i morges så jeg to fiskehejre lette fra en væltet stamme ved sumpstien, lyden af deres vingeslag slog hul på mine knæ. nu har jeg købt knæbeskytter i matas. min autokorrektur retter morgen […]

Og så legede vi, at jeg var lille. Og at du spurgte mig, hvad jeg ville lege, når jeg blev voksen. Og at jeg svarede, at jeg ville lege alt i hele verden, fordi når man var voksen, så kunne man helt selv bestemme, hvad man ville lege. Og så legede vi, at jeg blev […]

du står på toppen af et bjerg, jeg ved ikke, hvad det er for et bjerg, jeg ved ikke, hvem du er, du vinker, jeg bliver glad, tænk at du genkender mig, tænk at jeg genkender dig, vi kender ikke hinanden. jeg kravler op ad bjerget,  jeg ved ikke, først er der græs, så grus, […]

Jeg læser Naja Marie Aidts bog “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage.” Det er en bog, der ikke til at bære at læse, præcis som døden ikke er til at bære. Men af samme grund er det en bog, man er nødt til at læse, fordi døden findes, og fordi vi […]

(tidlig lørdag morgen, uredigeret) Jeg læser i Naja Maria Aidts “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”, det er ikke til at bære, det er ikke til ikke at bære, alt det ophør, der fortsætter og fortsætter, at hun lader armene hænge langs bogens sider, fordi hun har opgivet at række ud, […]

Når jeg går tur om morgenen, forbi slotskirken, vandværket, hotellet og op til skoven, går jeg som regel bag ved et par. De er svære at sætte alder på, måske sidst i fyrrerne. Hun er lille og lidt bred, han er almindelig af højde, men spinkel. De holder hinanden i hånden. Hun har en rygsæk […]

Jeg holder af ting, jeg ikke forstår, som Kaj og Andrea, der er sjove, fordi de ikke er det. På samme måde er jeg vild med ting, der er umulige at elske og som af samme grund er helt umulige ikke at elske: Træskostøvler, fjerkræsakse og Rhododendron-bede. Det bedste er det, der ikke giver nogen mening, men […]

Maria Dønvang har skabt en både kærlig og grotesk radiomontage med titlen “Jeg vil æde hele verden”. Udsendelsen handler om et menneske, der kunne være mig, en hund og kampen med sygdom. Det er en smuk, sjov og barsk fortælling , og den kan høres   HER