Louise Juhl

Mindst en gang om dag læser man et digt, der ikke findes. Om en sø og en kop, måske, eller en kvinde og en brystkaramel. Men ingen bemærker det, for tiden har passeret start, og der er nogen, der venter og andre, der ventes. En dør af glas låses af, noget lukkes inde, lukkes ude? […]

Hver gang september lander i mine hænder, bygger jeg kastanjedyr med tændstikker som arme og ben. De ligner hungersramte børn med deres alt for store maver og alt for tynde knogler. Jeg fjerner spind og bestiller henkogningsglas til mit hjemmemosteri, retter i mit CV. Under særlige kompetencer skriver jeg: Flæbe-abe, feberflygtig, u-værksætter, men sletter det […]

Hvis jeg var 16 og kunne droppe ud af gymnasiet, ville jeg sikkert ikke gøre det. Jeg er for praktisk, for pæn, for fængelig og fej. Men hvis nu, så ville jeg bygge et shelter ved Sandmosen, snitte dyvler, finde Djævelsbid, Nyserøllike, Plettet gøgeurt. Tælle dyndfluer og sjældne frøer, glemme mig selv i et jordslået […]

Hun er lige flyttet til byen, skal studere, hun vil være bibliotekar, finde bøger med blå forsider eller “den med en elefant, der går i gummistøvler”, hun finder en etværelses hun kan bo i lige overfor Eternitfabrikken, hun er ikke bange, fortæller hun sig selv, hverken for støv på lungerne eller ensomhed, hun maler væggene […]

Alder er kun et tal og drømme har ingen udløbsdato, siger lægen, der hedder Jørn og er god til at lyve.Derhjemme er vandhanen i køkkenet begyndt at dryppe, det rider mig som en mare fra jeg står op til jeg går i seng, hele tiden dette uregelmæssige åndedræt. Pauserne, der kun får mig til at lytte […]

Jeg ser hende alle vegne. Hun er kastanjen, der falder fra et træ eller fuglen i en uro af farvet karton, hun er kuglen i kuglerammen og den lille hvide plet på min højre tommelfingernegl. Hævelsen på min venstre knyst, som jeg slog, da jeg løb gennem stuen for at nå en telefon, der holdt […]

Alle mine æg er for gamle. Det har været sent længe, nu går jeg omkring og finder kastanjer; samler dem til dyr med tændstiktynde ben og arme og kuglerunde maver som hungerens døende børn Dette efterår minder mig om højtidelige sange med ord som “på hæld” og “vemod” – spillet i kromatisk mol på et ældgammelt […]

Nogle gange tænker jeg på Lise fra Fanø, der lige var fyldt tretten, men som var fyldt af mindst hundrede års raseri, og som en aften slog et æg ud i panden på sig selv, fordi hun var vred over, at hendes mor var død. En aneurisme i hjernen, bare sådan og helt uden varsel. […]

Hver nat er en udsættelse af ingenting og hver dag en iværksættelse af det samme.Jeg står op og lader mig beruse af kaffens opkvikkende mørke. Sutter på en ferskensten og hallucinerer om at føde et barn i dølgsmål. Et væsen ingen, ikke engang jeg selv, kender til. Senere, hos lægen, klager jeg over kløe, brændende […]

Jeg husker grønkålen i snorlige rækker, nætterne og en vandhane, der løb og løb og løb. Jeg husker lange, tunge gardiner af fløjl, der rakte helt til gulv (og nogle gange under.)Jeg husker min mor komme hjem fra arbejde med fyldte cykeltasker. Jeg husker porretoppene, der stak op, og poser med køkkenruller og AMO gluten […]