Louise Juhl

jeg er midt i at skrive en forestilling for børn, den handler om afstand og om nærhed, og om at den slags ikke kun handler om, hvor langt vi er fra hinanden fysisk. i går blev jeg opereret, jeg fik boret tre huller fik i maven, og så satte anders og finn, kirurgerne, noget på […]

det værste er ikkeikke at have en venmen at have en vender viser sig at være noget andet jeg siger ikkedet er sådan det er jeg siger:det er det værste

Jeg skriver om en bjørn. Bjørnen ligger under et birketræsbord i en forladt hytte i det nordøstlige Finland. Nogen banker på døren til hytten. Hårdt. På ruden også, med kævler og næver, de truer: –Dyret skal komme ud, ellers vil de skyde gennem væggen.Bjørnen hører stemmerne, mærker sig hårdheden. Den bylter sig blød, krummer ryggen […]

jeg vågner og er bangedu vil gerne forståsiger duder er ikke noget at forståsvarer jegdet er sådan her i går fandt jeg en flåti det bløde kød under min venstre armhulejeg tror ikkenogen nogensindehar været så langt indeunder huden på mig før jeg fjernede dyret med en tang helt forsigtigt så kæberne kunne slippeuden at […]

Lad os antage, at det, jeg her skriver, ikke er løgn men sandt. Når der i teksten står stol er der altså tale om en stol. Ikke en magisk stol eller en tronstol, heller ikke en hovedstol. Bare en stol. Lad os så forestille os, at der sidder et barn på stolen. Helt rank, benene […]

fra søvnen kalder jeg på carson: – “anne!” kalder jeg, (som ved et længe ventet gensynsom ved en længe frygtet afsked) og vågner da hun fuldkommen klartog ingen steder fra svarer – “ja?”

Jeg husker ikke, hvad vi havde aftalt, om vi overhovedet havde aftalt noget. Måske drev vi bare rundt som to tilfældige stykker tømmer på en blikramt sø. Ikke af lyst, ikke af nød.  Men hvad jeg husker er, at du altid trak gardinerne for, når lyset blev for skarpt. Og din skygges enorme ensomhed. Hvordan […]

Jeg er ikke bange for fedtstensfigurer, pindsvin, astronaut-is eller håndstøvsugere. Heller ikke for rhododendron, selvom de forekommer mig voldsomme i deres udtryk. Og nej, jeg er heller ikke bange for livet, sådan som en psykolog ellers spurgte mig om i 2005. Det var mens jeg stadig holdt igen med cirka alt: at spise og drikke […]

Farzaneh Dorri har oversat og indtalt et af mine digte fra ‘i dag skal vi ikke dø’ – på persisk Det er en kæmpegave, næsten som at få sit digt fortalt forfra: Fra et ny sted, i et andet perspektiv. Og så tilføjer hendes diktion og udtale en helt ny dimension.Prøv at lytte. Lyt, som […]

Tre gange om dagen. Om morgenen, som det første, når jeg vågner. Og i børnehaven, lige når vi har spist madpakker og pædagogerne har travlt med at rydde op. Tredje gang er, når jeg kommer hjem, og huset er tomt, og der er to timer og halvtreds minutter, til min mor kommer. Det er vigtigt, […]