Louise Juhl

Jeg ved egentlig ikke, om det er sådan, det skete, men jeg kan huske, at han holdt mit ansigt mellem sine hænder, hårdt!, og at han sagde noget i retning af: “Jamen, du kan jo se, hvor langt du når”.
Og jeg kan huske, at der var et stort panoramavindue i lejligheden, det vendte ud mod en græsplæne med fodboldmål i begge ender, den virkede enorm, plænen, som om der var flere kilometer mellem målene, og man kunne trække vinduet til side, ud til en altan med udsigt over foldboldbanen. Og derude sad katten, kan jeg huske, og strakte sig ud over altankasserne, som om den havde fået øje på noget nede på græsset, en mus eller noget, og jeg kan huske, at jeg forsøgte at fjerne hans hænder fra mit ansigt, for at hjælpe katten, men at han holdt fast: “Skulle du ikke gå?;” spurgte han, og det lød, som om han råbte, selvom han hviskede, og jeg tænkte på katten, at den ikke måtte falde ned, og prøvede at ryste på hovedet, men han holdt så fast, at det kom til at se ud som et nik.
Og jeg kan huske, at jeg var bange for, at han ville slå mig, men at han i stedet slap mit ansigt, pludseligt, og satte sig på knæ og smilede, og at jeg var endnu mere bange, end da han holdt mit ansigt, men jeg strøg ham over håret og pegede på katten, spurgte ham, om vi ikke skulle lukke den ind. Og jeg kan huske, at han rejste sig og trak vinduet til side, og at katten løb ind, og at jeg fortrød med det samme, det var jo ikke kattens skyld.