Louise Juhl

Thea er højsommer og Mette forår.
Nete får at vide, at hun er svær at placere.
”Det er du ikke den første, der siger,” svarer hun.

Jeg bliver testet ”efterår/vinter,” men får at vide, at jeg med fordel kan arbejde med mine kontraster.
”Prøv med en varm gul mod det sorte. Du vil blive overrasket over, hvad det gør ved dig,” siger Lyra, og viser mig en orangegul sjælevarmer, hun har med i kufferten:
”Kan du mærke, hvordan den ikke bare varmer krop – men også sjæl?”

Nete spiller fornærmet.
”Hvis man er lidt af det hele, kan man jo umuligt at arbejde med sine kontraster,” indvender hun, ”hvad har du tænkt, at jeg skal stille op med det?”
Lyra svarer, at det er en gave at kunne bære alt.
”Det er de færreste forundt, vær du kun glad for det,” siger hun.
”Hvis dét er en gave, er jeg den helst foruden,” svarer Nete.
”Hvad?” spørger Lyra.
Mette bryder ind:
”Hun siger bare, at hun trænger til at udskifte sin garderobe.”
Nete puffer til Mette skulder.
”Din fedtspiller,” hvisker hun, men Mette sætter en hånd op for hendes mund:
”Schyys”