Når alt kommer til. Alt.
by Louise Juhl Dalsgaard
Livet kører i bakgear og fortiden er for længst blæst i gang. Man vinker til noget, man ikke kan se, for alle de hænder der vinker tilbage.
Jeg stiller mig i solen og lade mig blænde af en utopi om en ildkugle. Millioner af kilometer borte og længe ude af mine vinkende hænder.
Den bare brænder, kuglen. For at lade sig slukke. Af natten. Drukne i søvn.
Jeg vågner igen med ufornyet styrke. Dagen derpå. Med varmen fra en drøm. Om en sol. Dernede. Derude. Et sted.
Engang.
Som at leve livet baglæns – jeps, men i sidste ende er det vist noget med at man bedre forstår det baglæns hvis så altså man lever det forlæns? Eller hvordan var det nu? Hm..
Ja jeg har ikke gennemskuet det, så jeg har nok valgt den forkerte rækkefølge 😉
Jeg har hørt, at man kan få stjernekikkerter, der trækker objektet tættere på, når man stiller helt skarpt (eller er det, når man skyder med skarpt? Hm, det husker jeg ikke helt…). Men altså, den skulle være god nok – man skulle kunne trække dem sådan rigtigt tæt på; så på, at man kan nå…
Men jeg ved altså ikke lige, hvor man kan købe dem henne, kikkerterne (og om de virker om natten) – det er bare noget, jeg har hørt…
God aften til dig, romantiske Ballast i Silhouet (eller er det omvendt?) – og tak, forresten, for blog-roll linket. Det er sindssygt pænt af dig 🙂
– og der skulle naturligvis have stået:
…”så tæt på, at man kan nå…”
Det tætte røg ud. Damn! Det var jo lige nøjagtigt ikke det, der var meningen… 😉
Withering type:
Stjernekikkerter…tjah…me jeg er typen, der skal have ingene HELT ind under huden. Brænde mig. Brænde op som regel 😉 Det er noget med balance-evnen eller manglen på samme: Jeg tipper altid. Burning hot eller iskold. Sol eller måne.
Nærvær. Tæthed, der forsvinder. Ud af sproget ved en fejl… Jeg synes nu sagtens jeg kan fornemme et stort nærvær,- uanset manglen på “tætte” 😀
Og det er mig der takker. For at måtte linke…Du skriver bare…så solen brænder af misundelse og stjernerne blegner 😉
tingene …. tingene helt ind under huden…ikke ingene (er det ikke-tingene?)
Puh jeg vrøvler. Det er vist mandag. Og morgen.
Lad os bare vedtage at ingene er ikke-tingene. Det lyder så Ballastisk, synes jeg, passer så godt sammen med resten 😉
Hav en god aften (som der vist egentlig ikke er så meget tilbage af nu) – og en god morgen, og dag, i morgen.
P.S. brænde op tror jeg ikke, der sker så meget ved, ikke i det lange løb. Eller rettere, måske sker der netop en hel masse derved. Fra asken genopstod jo da Fugl Fønix… Mon ikke også solsorten? (der er nogle, der kalder det udvikling; der er andre der kalder det råt og hårdt – jeg tror, det er begge dele) 🙂
Heller brænde op end brænde ud…ikke sandt Withering?!
Du brænder. I dine tekster. Og det er fanme råt og hårdt…og vanvittig godt!!!!