Louise Juhl

Hans søster hedder Lene og er ansat ved kommunen, det er sådan hun altid siger: Jeg er ansat ved kommunen. Ikke: – jeg arbejder som eller – mit job er. Nej, hun er ansat ved kommunen, og jeg kan ikke helt finde ud af, hvorfor det gør sådan et indtryk på mig, at hun bruger de ord. 
De bor på et lukket vænge, hendes mand har indrettet garagen med boksepude og lyskæder, bilen holder altid udenfor. Det handler om prioritering, siger han og griner og jeg spørger ikke, om lyskæderne kommer før boksepuden eller hvad, der kommer efter, nej jeg nikker bare, klart, sådan er det jo med alt i livet. At det handler om prioriteringer.

Selv føler jeg mig som den Mazda, der holder udenfor i al slags vejr, et køretøj, en praktisk foranstaltning. Det er ikke sådan, at han ikke sætter pris på mig, min kæreste, han kalder mig skat og søde og køber en styrthjelm til mig og en frakke af læder, og to gange sidder jeg bag på hans Honda hele vejen til Harzen, og han giver middag på et motorvejscafeteria, bratwurst og kartoffelmos, “den ægte vare”, og så kører vi hjem igen. Og han tager mig bagfra i søvne og mumler ting, jeg ikke forstår, og jeg spørger heller ikke, for jeg er ikke sikker på, at jeg egentlig ønsker at vide det.
Lene er sød, hun viser mig rundt i haven, Rododendron-bedet og den nysåede plæne, fortæller om planerne med tagetes-rækker og syrenbuske, og så spørger hun, om han er god ved mig, hendes bror altså, og jeg svarer, “den bedste” og jeg kan se, at ingen af os tror på det, hverken på det nysåede græs eller på kærligheden, men måske er det også for meget at forlange, at alting skal gro og sætte blomst, måske kan mindre gøre det.
– Og storkenæb, siger hun, er sådan en smuk og taknemmelig plante, næsten umulig at slå ihjel, og jeg siger, at det nok er den slags, jeg satser på, på sukkulenter og skvalderkål, for mine fingre er ikke grønne, det meste dør imellem hænderne på mig, måske fordi jeg vander for meget, måske fordi noget andet. Og Lene ler og siger, pjat med dig, og senere spiser vi smørrebrød, stjerneskud og dyrlægens natmad, og klokken bliver elleve, før vi kører hjem og han gør det igen, bagfra, men denne her gang, kan jeg skelne ordene, han mumler, fra hinanden, og jeg minder mig selv om, at kærligheden kommer i mange former og at “tæve” og “tøs” måske bare er en af dem.