Louise Juhl

Alma vil ikke omfavnes. Hun siger ikke nej, men vender siden til, når jeg forsøger, eller hun bukker sig ned og strammer snørebåndene på sine sko. Spørger om ting, jeg ikke kan svare på, som om hun tester mig, som om hun vil se hvor langt min tålmodighed rækker. Min viden, min kærlighed. Kan man koge et æg i stykker, kommer rød før gul, hvid før sort. Hvorfor har jeg egentlig ikke nogen søskende? Jeg svarer hende, at farver ikke har en rækkefølge, at det ikke er nogen regler, ingen farver er over eller under en anden. Det er dumt, siger Alma, at der ikke er nogen regler, altså, at alt er lige godt. 
– Eller lige dårligt, fortsætter hun, – hvordan skal man så vide, hvad man skal vælge? 
Og jeg forsøger igen, forfra, rækker armene frem til et knus, men igen undviger hun, denne gang med, – nej, mor. 
Forlanger, at jeg svarer hende: 
– Hvis der ikke er nogen regler, hvad er der så?

Det var Stefans valg. Han havde insisteret på, at alt skulle forblive det samme. Hun skulle have præcis samme værelser begge steder. Samme seng, samme bord. Samme kontorstol, samme menneskestore pandabamse med store runde øjne og bløde ører. Alt skulle være det samme, sagde han, nu bare to steder. 
– Ikke halvt- men dobbelt- så godt. 
Alma havde nikket, – fint, fyldt en tallerken med cornflakes og hældt mælk over. Stefan havde fundet en ske frem af  skuffen, rakt den frem –værsgo’, og hun havde taget imod uden at se op. 
– Tak. 
Og sådan var var det blevet besluttet. At Alma skulle bo syv dage hos mig og syv dage hos Stefan, at hun skulle have to senge, to borde, to hjem. At alt skulle være præcis som før: 
– bare bedre. 
I dagene efter havde vi søgt på nettet. Efter et marsvin, Alma havde længe ønsket sig en pelset ven, helst en hund eller en kat, nu blev kompromisset et marsvin. Eller rettere: To marsvin, et hos Stefan og et hos mig. To helt ens væsner, på nær en brun plet på ryggen. Hun brændte deres navne i træ, Dupont og Dupond, satte skiltene fast med ståltråd til burets tremmer. 
Dupont hos Stefan, Dupond ved mig. 
Jeg ved ikke, om det var de to marsvin, eller om det var Stefans vedholdende insisteren på at tale tingene op: To værelser var vel bedre end ét, sagde han, to hjem, to marsvin, lommepenge både her og der? Til sidst behøvede han bare at åbne munden, før Almas vendte blikket ind ad, væk, og et lille nik, jaja, fortalte, at hun var holdt op med lytte. Et nik og et ja og så ikke mere, for han havde jo ret, to var vel bedre end en, og det var først senere, at hun begyndte at stille spørgsmål. Er rød bedre end gul, ville hun vide, og hun kunne lige så godt have spurgt, om to altid var bedre end én, og jeg kunne have svaret hende, at det var svært at afgøre. At det kom an på, hvad vi talte om. Om det var én eller to dage, én eller to kommoder, ét eller to tusinde kroner. 
To halve eller en hel.