Louise Juhl

Da huset på nabogrunden brændte ned, var jeg otte år. Jeg husker de blinkende blå lys, der slog hul i nattemørket, de mange mænd med hjelm og uniformer. Den sært sitrende stilhed, der kun blev afbrudt når endnu et tagspær styrtede sammen og derefter vandets tryk fra de tykke slanger, schsss. Og så midt i alt det. Et brøl, et rasende kald, noget om onde øjne og russere i forklædning, han var nøgen, svingede et håndklæde over hovedet, måske for at holde røgen væk, måske for at jage onder. Han nægtede at lade sig føre bort, sparkede og bed, min mor holdt mig for øjnene, det var ikke noget for et barn at se. Han var blevet tosset, forklarede hun senere, og da politiet rejste en sag om forsikringssvindel, påstod, at hans galskab var et skuespil, fastholdt hun stædigt sin forklaring. Ingen ville vel løbe rundt sådan, nøgne og te sig som en galning, uanset hvor mange, der var på spil.
Han fik fire år. Mentalundersøgelsen viste, at han ingenting fejlede. Mange år efter forklarede han sig til en avis. Noget om et finanseventyr, en drøm, der havde udviklet sig til et mareridt, rockergæld og en truende skilsmisse. Branden havde været det mindste blandt flere onder: børnebortføring, dyretortur og falske penge for bare at nævne nogle. Han havde mistet af alt, hus og firma, sin kone. Selv børnene havde frabedt sig kontakt. Nu havde han udstået sin straf og håbede på en eller anden form for tilgivelse, måske kunne han gøre gavn som besøgsven for andre dømte?
I mange år efter havde jeg det underligt med nøgenhed. Jeg mistænkte det for at være bluf, en udklædning på linje med krigsmasker, et udstyrsstykke, der skulle dække over noget andet. Se min hud, se mine bryster. Mit lem, min bagdel. Se, hvor ægte, jeg er, se hvor åben. De var ikke fordi, jeg følte mig utilpas eller fandt de udækkede kroppe smagløse. Langt fra. Jeg kunne bare ikke afstå fra den tanke, at der bag ved det åbne, det ægte, det udækkede gemte sig noget andet, hvis ikke ligefrem en forbrydelse, så noget andet, der ikke tålte dagens lys. Jeg talte med en terapeut om det, hun kaldte mit forhold til hud traumatisk og sammenlignede det med en slags allergi. Det var ikke huden eller nøgenheden, der var noget galt med, forklarede hun, men min reaktion på det. At nogle mennesker fik eksem af tomater, var jo heller ikke tomatens skyld.
Det forstod jeg vel?
Grunden, hvor huset brændte ned, stod i mange år tom. Der klæbede sig en vis uhygge til stedet, historier om en gal og nøgen mand, der råbte op om russere og onde øjne. Forbrydelse og straf. Nu ligger der et hvidt murstenshus dér, hvor flammerne stod højest. Med bonsaitræer i forhaven.