Louise Juhl

De følte sig ikke trygge længere.
Sådan forklarede de det, eller måske var det mest Solveig, der forklarede. Man kunne vel forestille sig det, tænk sig at vågne et morgen til et vindue uden hverken glas eller ramme, et stort tomt stirrende øje. Tyvene, eller hvad der nu var tale om, havde fjernet det hele og med stor omhyggelighed, der var hverken tegn på brækjern eller skruetvinger, det kunne såmænd have været glarmesters værk, så yndefuldt var det gjort, hvis ellers det gav mening at tale om ynde i samme sætning som en forbrydelse. Det mærkelige var, at der ikke var nogen tegn på indtrængen, hverken fodspor eller fingeraftryk, ligesom intet var fjernet fra huset, smykker, malerier, møbler, alt stod som det plejede den morgen. Kun det manglende vindue vidnede om nattens hærværk, og det var næsten det værste. Ikke at vide hvorfor, til hvad nytte, i hvert fald satte oplevelsen sig som et skudhul i Solveigs i forvejen skrøbelige psyke, hun vågnede om natten badet i sved og kunne høre lyde, vejrtækninger, trin, en mystisk mumlen. Om dagen følte hun sig overvåget, hun forestillede sig, at nogen stod udenfor et sted og noterede sig alt, hun foretog sig, når hun strøg et sjal, læste i et blad, tjekkede mobilen for beskeder. Stefan havde leet af hendes frygt, hun foretog sig jo så godt som intet, den gode Solveig, altså udover at bævre og bekymre sig, der var sgu ikke meget for en forbryder at holde øje med, og selvom jeg protesterede, – det er ikke fair at tale sådan om en genbo, insisterede jeg, så var det svært ikke at give ham ret. Solveig var født med en særlig sarthed, hendes hud reagerede på alt, temperatur og luftfugtighed, vindforhold og skydække. Om sommeren kæmpede hun med soleksem og insektstik, om vinteren med ufrivillige kramper i læggene og søvnløshed.
De flyttede i september, Stefan hjalp dem med at pakke bilen, de kørte tre læs, Solveig græd mere og mere for hver ting, de bar ud, den falmede parasol, stuebirken, datterens knaldgule FatBoy. Det var umuligt at blive og men også uendelig sorgfuldt at forlade huset, – hvis bare, blev hun ved at mumle og mente vel på det manglende vindue, og Stefan kom træt hjem og hviskede “hvis min bare røv” og det lød mere omsorgsfuldt end egentlig irriteret.

For Alma var det en katastrofe. Sisse var ikke bare hendes bedste veninde, hun var et livsvidne, en fortrolig, hun vidste hvad Alma tænkte, før hun selv kom på det, – drømte du noget om heste i nat, kunne SIsse spørge hende og med det samme huskede Alma sin drøm, fire hvide Shagya’er på en stejl skråning, den ene var halt og tumlede ned ad skrænten, de andre havde bare set til, det nyttede ikke at forsøge at standse faldet, det ville koste dem deres eget liv.
Nu flyttede Sisse sammen med Solveig og Jens, og kun husets tomme skal stod tilbage. I flere måneder stod det sådan, uden at nogen kom og bød, det var ellers et smukt hus med en stor veranda og kvist på taget og en have fuld af frugttræer. Om det var den mystiske hændelse med vinduet, der holdt køberne tilbage, eller bare det faktum, at det blev vinter og vejene ufremkommelige, var svært at sige, men for Alma blev det tomme hus til et åbent sår, der ikke ville læges, hun gik forbi flere gange dagligt og forsøgte at komme i tanke om, hvad hun havde drømt samme nat, men forgæves. Nætterne blev til sorte huller i hendes hukommelse, et vindue uden hverken glas eller ramme, bare et stort stirrende øje. Stefan forsøgte at tale hende til fornuft, han købte fodboldtøj og støvler, et net til haven og sparkede på mål og lokkede: Kom så Alma, vis mig at du kan slå din gamle far. Og Alma sparkede til bolden, der fløj langt forbi mål og uanset, at hendes far blev ved at kalde opmuntrende, kom så, sparke og juble, et-nul, to-nul, tre-nul, forblev Alma uberørt: – det er fint, far, lad os bare sige, at du har vundet. Han forstod det ikke, blev vred, det var vel ikke for meget at forlange, at hun i det mindste prøvede. – Kom nu for helvede, brølede Stefan og tyrede bolden i hendes retning og Alma måtte dukke sig for ikke at blive ramt i hovedet. – Undskyld, mumlede hun og smed skoene på græsset, gik i strømpefødder tilbage over plænen, satte sig på sit værelse og googlede fakta om heste. Welshponyerne: urolige og flyvske, oldenborgeren: godmodig og arbejdsom, shirehesten: høj og tung. Araberen var kendt for sit flyvske og utilregnelige temperament, der gjorde den så velegnet til væddeløb, ilterheden som drivkraft, videre, videre, videre.
Det var Stefans ide, at hun kunne tage op og besøge Sisse. Hun kunne jo overnatte og de kunne samle op på månederne, de havde været adskilt. Først afviste Alma hans forslag, hvad havde hun at fortælle andet end at hun havde spillet fodbold mod sin vilje, men efter nogle dage var hun selv vendt tilbage: Måske var det slet ikke nogen dårlig ide, til sidst havde hun ringet og spurgt, om hun måtte komme. De kunne cykle en tur og købe is, Almas stemme havde været fuld af forventning, og finde et sted med heste? Men Sisse havde svaret, at det passede dårligt, hun havde så travlt og da Alma ville vide med hvad, havde hun svaret: – Med alt muligt andet end dig. Jeg havde trøstet hende, det lød nok hårdere, end det var ment, forsøgte jeg men uden overbevisning, børns ærlighed kunne være nådesløs, Alma bad mig holde op, – stop dig selv, mor, jeg er ikke dum, hendes stemme lød så sikker.
Hun begyndte til ridning samme sommer, begravede sine hænder i manen på de store dyr, brugte alle sine vågne timer i stalden. En dag kom hun ikke længere hjem, men blev ude hos hestene, red med dem, spiste, sov, drømte deres drømme.