Louise Juhl

Han hjælper. Det er det, han siger, at han hjælper mig.
Med at navigere:
– Den, der hvisker lyver og den, der tier samtykker, forklarer han.
Man skal passe på med den slags. Med løgne og tavshed og tanker, der løber løbsk. Fjer, der bliver til fem høns.
Ind imellem sker det samme for mig, siger han. At jeg lader en fjer gøre det ud for en høne. Fem.
– Og de høns, de kagler løs inde i dit kønne hoved.
Han stryger en hånd over min kind. Jeg fortjener bedre end det. End at bryde min hjerne med luftige tanker, siger han, med forvirring og frygt.
Der er ikke noget at frygte, ikke noget at bekymre sig om. Han skal nok passe på mig. Han går om bag min ryg, løfter mit hår og kysser mig i nakken.
Hans ånde mod min nøgne nakke får mine skuldre til at trække sig sammen i et gys.
– Slap af. Hans stemme i tusmørket. Det er svært at afgøre, om det er en ordre eller omsorg.
Han bøjer mit hoved lidt fremover, så mere af min nakke blottes. Et øjeblik føler jeg mig sært udsat.
Men han kysser bare, kysser og kysser og stikker den hånd frem og ind imellem knapperne på min skjorte, griber om mit håndled med den anden:
– Kom.