Louise Juhl

Da jeg første gang bad lægen om hjælp til at blive gravid, var jeg 36. Det er sent, jeg ved det, men indtil da havde muligheden ikke syntes relevant. Jeg havde i årevis kæmpet med en alvorlig spiseforstyrrelse, og selv da jeg sad ved lægen i mit seksogtredivte år og fortalte hende, at jeg drømte om at blive mor til fire, og allerede havde planlagt børnenes navne, Aleksander, der betød hjælper og Stella, der betød stjerne, var jeg stadig så påvirket af mit usunde forhold til krop og mad, at jeg var svimmel af sult. Jeg levede af druer og syltede agurker, et enkelt knækbrød nu og da.
Lægen var rar, hun spurgte til mit parforhold, mit sexliv, mine menstruationer, og jeg svarede hende efter bedste evne. At jeg elskede min mand, at mine menstruationer var ophørt med min sygdom og ikke vendt tilbage siden. At jeg dyrkede motion, tog tilskud af selen og sørgede for at tilgodese min vitamin og mineralbalance med særligt jernholdige grøntsager. Hun nikkede til det hele og sendte mig videre til en klinik på Kystvejen. En kælderlejlighed med fjorten stole i venteværelset, men kun én læge.
Sekretæren hed Dorthe og havde verdens måske mest lige page, selv pandehåret var klippet som efter en lineal. Hun bad mig udfylde et skema, fire sider med spørgsmål om alt fra boligform og kønssygdomme til antallet af søskende og sygdomshistorik på mødrene side. Jeg svarede det bedste, jeg kunne, at jeg boede i et to-plans-byhus fra 1904. At min partner var født rødhåret og holdt af at fiske. At den nærmeste jeg havde været en kønssygdom, var da min bror havde kyssesyge tilbage i 1988.
Lægen hed Jørn og var bemærkelsesværdig lav af vækst, han gav hånd uden at se mig i øjnene, pegede på en stol: Værsgo’. Konsultationen varede seksogtyve minutter, på den tid nåede jeg at fortælle cirka alt om de mest intime dele af min hidtidige tilværelse, fik undersøgt mit underliv og udleveret tre pjecer, alle med overskifter a la “Når drømmen lader vente på sig” og tegninger udenpå – af menneskehænder. En stor, der holdt om en helt lille.
Jeg husker ikke præcis, hvad han sagde, da jeg gik, men jeg mener, at det var noget i retning af: “Vi skal nok finde en vej for dig også”.
Det lille “vi” som jeg tillagde urimeligt stor betydning, for ligeså stor tillid, jeg viste autoriteter, lige så forbandet lille var min tro på mig selv. Så Jørns “vi” og Dorthes velplejede page gav mig en fornemmelse af, at nogen nu tog hånd om mit liv, gav min krop, hvad jeg de seneste atten år ikke selv havde undet den. Omsorg og opmærksomhed. Jeg græd af lettelse og købte en skub-op-is, den første i måske tyve år, og den smagte af sommer og himmel og håb. Lige dér troede jeg faktisk, at det ville lykkes, at “jeg” ville blive til et “vi”, og jeg forestillede mig, hvordan jeg ville lære mine børn at bage snobrød over ild, at passe på dyrene, selv de mindste: Stankelben og sørgemyg, bænkebider og dværgbiller – og ikke ét sekund overvejede jeg, hvad jeg skulle gøre, hvis ikke det lykkedes.
Hvad jeg så skulle stille op med al min kærlighed?