Louise Juhl

Kære du.

Jeg forstår dig ikke eller også gør jeg, men vil ikke. Forstå altså, og det siger muligvis mere om mig end om dig, vil du mene. Og tilføje, at du dybest er ligeglad. Med forståelsen og med mig, ikke mindst. Og det er så ondsindet sandt, at jeg ikke tror dig. Eller ikke tør tro dig eller ikke kan eller min bare røv. Din bare, måske?

Hvad rager det mig, at du hader? Hvad rager det mig, at du fucker og flaber dig vej gennem jungler af pis og papir og så det andet? Dét, der også er, og som du ligeså fucking flabet og følelseskoldt ler ad med blottede tænder og kød.
Hvad rager det mig, at folk falder om som fluer ved din harske ånde, din helvedesild, dit tilsyneladende had?

Ja, ja. Jeg kan jo bare ”Go fuck my self”! -Min skinhellige forståelse ligesådan.
Alt hvad der ligger på jorden, må man træde på. Alt hvad der hænger om halsen, må man spytte på. Alt hvad der er, må man hade. Ikke?

Gudsjammerligt kælen og klam, vil du råbe efter mig.

Og du? En misantropisk krøbling, ædt op af erfaringens lede smerter, klog af skade og skadet af samme. Er det sådan det hænger sammen? Hadets orakel, den nødvendige ondskabens stemme, det er dig. Ja?

Og når jeg nægter at rejse mig efter dit spark? Når jeg tager imod din hån som en glædespige tager mod betaling, så må du gå. Ikke?

Og når jeg siger, at hadet er en buffer mod savnet? Hvad så?

Hvad så.