K
by Louise Juhl Dalsgaard
Plaster på såret, det er mig. Olien på vandet og døre der lukkes, det er mig. Lysende manchetter og dugestrøg, det er mig. Altid frejdig hvor jeg går, det er mig. Drøm og glem, ja, drøm og glem, det er helt sikkert mig. Hvor kan man plukke roser, hvor ingen torne gror – dét er mig.
(Lad-være-at-SpørgeJørgen, det er mig)
Føjelig, bøjelig, kødelig.
(Mig)
.
.
Jeg kan godt lide ideen om at bruge l’etat, c’est moi-strukturen i et digt på denne måde. Der er noget meget catchy over formlen “[___], det er mig.”
Det er bastant – og det bastante bliver for mig opløst i snakkende med det ekstra fremhævende ‘ja, det er helt sikkert mig’ efter ‘drøm og glem’ (og samler sig så til lidt bastant igen bagefter).
Noget jeg studser over er ‘Lad være at – Spørge Jørgen, det er mig’ – simpelthen fordi jeg ikke er sikker på om du mener at jeg’et er en ‘lad-være-at-spørge-jørgen’ eller en spørgejørgen med et ‘lad være at’ dinglende foran.
I get your point. Jeg tilsigter “lad-være-at-spørge-Jørgen” og retter det fluks