Louise Juhl

Det er ikke altid sådan, det starter, men det er tit sådan: At han stirrer på sine hænder.
Så trækker han en finger frem, en trold af en æske, så trækker han en anden finger op af en anden æske. To fingre, to trolde.

Det er ikke altid sådan, det starter, men det er næsten altid sådan.

Min bror siger ikke så meget, han bevæger to fingre, de bukker og nejer, og af en eller anden grund virker det helt fint, nik og nikkenej. Hvad er der ellers at sige ?

Jeg, til gengæld, er i tvivl. Om vandets beskaffenhed, for eksempel. Vi går allesammen rundt og taler om vand i flæng, og tror, at vi taler om det samme. Men at det drypper fra loftet, eller at vi lægger hinandens kroppe i blød, taler vi om det samme?

Min bror og jeg er åbenlyst forskellige. Med vandet er det anderledes, der er kun ét vand, men det er ikke samme.
Deraf tvivlen.

Jeg har købt en skål, en syngeskål, jeg har lagt den i akvariet ved de to slørhaler, jeg har svært ved at afgøre, om det gør en forskel.