Louise Juhl

Jeg er vel det, mange vil kalde privilegeret. Opvokset med ressourcestærke forældre, på en lukket villavej. Jeg gik til kor og spejder og fodbold og to gange om ugen tog jeg bussen til konservatoriet i Vestbyen for at få undervisning af en dygtig guitarist, der hed Ole. Jeg fik hjælp til mine lektier og lommepenge, der akkurat rakte til en månedlig biograftur (men uden popcorn og sodavand, for det var en amerikansk og usund tradition, som mine forældre ikke ønskede at understøtte).
Jeg har aldrig været vidt berejst, min far, hvis arbejde var af internationalt tilsnit, foretrak at holde rejseaktiviteten på jobbet, hvorfor ferierne alle blev tilbragt i sommerhuset i Nordjylland.
Fire uger i en klitplantage med intet andet at foretage sig end at læse og pifte med strå, det sidste lykkedes jeg aldrig rigtigt med. Det var mildest talt kedeligt men også trygt, hver dag gik jeg med min mor gennem skoven op til den lokale Brugs, købte en liter mælk og en banan. Bananen spiste jeg på vej hjem, mælken var min mors påskud for at få mig i bevægelse, jeg var mageligt anlagt og kunne snildt leve et liv på langs, så længe jeg havde en bog og en rulle Mariekiks i nærheden.

Alligevel var jeg fra en tidlig alder ængstelig. Jeg var bekymret for, om min mors ryg skulle flække og hun falde ud og ned og væk, og hvem skulle så gribe mig, hvis jeg faldt? Jeg var bange for, at min bror skulle blive kørt over af en traktor med store brede dæk, mast helt flad mod asfalten. Jeg frygtede, at dagene ville opgive ævred og overlade pladsen til evig sort nat og stjerner, hvis liv for længst var slukket, tilbage kun et forsinket skin. Jeg læste bøger om unge mødre, der fik kræft i hjernen og døde, så barnet som måtte hentes ud operativt, og jeg forestillede mig hvordan det lille uprøvede menneske blev lagt ved sin døde mors bryst for at tage afsked. I guder, hvor jeg græd, hver dag og mange timer, som om jeg måtte opsøge sorgen, for at afløb for min egen, helt urimelige kedafdethed.
Senere læste jeg digte af Saarikoski og Strunge og franske filosoffer, der aflyste fremtiden, kun nuet var værd at beskæftige sig med. Jeg drak kvædete og tændte stearinlys og prøvede at få greb om, hvorfor jeg var så trist, når jeg burde være glad. “Jeg dør en lille smule/for hvert sekund der går/ jeg bærer døden med mig/ igennem livets vår” – åh jeg svælgede i det melankolske og følte mig lykkelig når jeg læste de sidste linjer af Grethe Risbjergs Thomsens digt “en nat, måske en martsnat/ så mild af regn og tø/ skal jeg gå bort i mørket/ og holde op at dø”.
Holde op med at dø. Ja, det var vel det, tænkte jeg, at jeg havde så travlt med ikke at dø, at jeg glemte at leve. Men så blev jeg forelsket, han spillede saxofon, hans farfar var dyrlæge, vi var sammen i to og et halvt år, så blev jeg syg og det blev marts og nat. Jeg blev sendt hjem fra en højskole, fordi de ikke turde tage ansvaret for mit liv. Fuck hvor var jeg ensom, ikke fordi, dem omkring mig forsvandt, men fordi jeg mistede fornemmelsen af mig selv. Tilbage var kun sulten og en frygtelig følelse af, at hvis sulten forsvandt, ville jeg også forsvinde.

Der følger en særlig skam med at have alt og så at smide fra sig. En god familie, en tryg base, et godt hoved, en sød kæreste. Hvad fanden ligner det så at skabe sig, lukke munden og nægte at spise. Var nok ikke nok, ville jeg have mere og hvis ja mere hvad? Mere af alt, mere opmærksomhed, mere ros, mere saxofonspil, mere liv. Mere mere. Fy for helvede, jeg var vokset op med, at grådighed var en dødssynd, og på en eller anden omvendt måde fik jeg altså det, at jeg afstod fra at spise, til at være udtryk for grådighed, glubende appetit. Selvfedme og en sygelig sarthed. Jeg græd af skyld og skam, sagde undskyld. For at være syg, for at optage en plads på hospitalet, for at gøre min mor bekymret, for at koste samfundet tusinder af kroner. For at være forkælet og privilegeret og alligevel kræve mere eller i hvert fald noget andet. Undskyld, for at jeg lå der og flæbede, når jeg burde flyve rundt og feste, suge viden til mig, takke for livet. Undskyld, at jeg hele tiden undskyldte.
Jeg var umulig at holde af, det tør jeg godt sige, jeg appellerede i øst og vest, hjælp mig, frels mig, mens jeg samtidig afslog enhver hjælp, snød med maden, drak vand, motionerede i det skjulte. Jeg sagde, at jeg ville være rask, bare det ikke betød, at jeg skulle spise og tage på, og når lægen forklarede, at jeg ikke kunne det ene uden det andet, at jeg skulle spise, kaldte jeg ham kynisk og kold og hans ultimatum for ren ondskab.

Hey, undskyld jeg skriver mig ud af en tangent. Jeg vil egentlig bare sige, at ting hænger sammen, men ikke altid med hinanden. Den lukkede villavej hører ikke nødvendigvis sammen med Ole på konservatoriet og de manglende popcorn ikke med lægens ultimatum. At holde op med at dø er sværere end det lyder. Det kræver at man rummer det hele, spejder og mariekiks, saxofon og sult, uden at tro, at man kan regne sig baglæns. Finde en høstak bag enhver nål.