Louise Juhl

Jeg kan huske, at jeg ikke læste, men levede de bøger, jeg læste, at jeg ligesom stod der i natten, da et lyn flængede himlen, og Ronja Røverdatter blev født. Det var ikke noget, der stod i en bog, det var virkelighed i mit hoved. Og senere læste jeg om en kvinde, der solgte sin krop, for at redde sit barn, og jeg skrev på et stykke papir: “Aldrig give op!”, og jeg ved ikke, hvad det havde med noget at gøre, men hver gang jeg læste sedlen vidste jeg, at der er ting, man må gøre, også selvom det er frygteligt eller farligt eller dumt. Og da min tysklærer kom fuld i skole og råbte ud over klassen “skru’ lige lidt ned for volumen,” mens hun støttede sig til katederet for ikke at miste balancen, lod jeg som om, jeg var blevet stukket af en bi. 

“AV AV AV AV!!” råbte jeg og lod mig falde ned fra stolen, og alles opmærksomhed rettede sig mod mig, og en, der hed Thomas, vidste, hvad man skulle gøre, han satte læberne imod og sugede. “Det er for at trække brodden ud,” forklarede han, og folk var sådan – WOW – og spurgte, om jeg var ok, og klappede Thomas på skulderen. “Stærkt!” Og så ringede det ud, og ingen lagde mærke til tysklæreren, der tydeligt usikker på benene vaklede ud, og det var måske ikke ligefrem frygteligt eller farligt, hvad jeg gjorde, men lidt dumt vel nok, og sådan er litteratur dannende, ikke bare i åndelig men også, i konkret forstand.