Louise Juhl

Eske ser stadig op. Mod himlen og den bølgende båd af stjerner, han er træt, siger han, udmattet. Ikke af mørket og ikke af kulden, men af mennesker. Som nu han selv, der knuser en fugl i hånden, fordi vi tror, vi ved, hvad der er fuglens bedste. Men hvad om fuglen ved noget andet eller bare foretrækker at dø for sig selv? Han taler hurtigt, hektisk, rejser sig og sætter sig igen. Og hvad er det for noget med min far, med al den jamren, en død kat, et løftet gevær. 
Han foregiver at lade en bøsse, løfter armen og sigter. Mod mig. 
– Bang! 
Jeg lukker øjnene og tager mig til brystet, som var jeg svært såret. Lader mig falde bagover, ned fra rækværet til de fugtige blade og mosset. 
– Hold ud, griner Eske og løber til, lægger sig oven på mig og lægger sine læber mod mit bryst. Stopper blødningen med kys og en kælen tunge. Jeg holder vejret – af kulde og af gys. En fugl høres et sted i natten, jeg dækker mig ind bag dens skrig og lader mig falde ind i mørket. En eksplosion af lykke og lyst, krop og kød. Eske bider mig i skulderen: – Jeg vil have det hele, hvisker han, og jeg tager hans hånd, lægger en over mit lem: – Alt mit er dit.

Skovbunden er et tæppe af insekter og lav, af små skarpe sten, av!
Vi ruller rundt, vi er nøgne, vi er små, hviner af kulde og begær, af hænder og hud. 
– Eske af verden, råber jeg og trækker ham tæt, tegner et hjerte med min tunge på hans hals. En fugl forlader flaksende sit træ, flyver tæt hen over hvor vi ligger. Jeg følger den med øjnene. – Er du bange?, hvisker Eske og sætter sig overskrævs på min mave, trommer med en finger mod mit brystkasse. 
Jeg ser på ham: – Skal jeg være det?Vi elsker og elsker igen og kysser og falder i søvn først på morgenen. Vågner med frosne hænder og fødder, forvirrede, leder efter vores tøj. Finder undervejs den knuste fugl, helt stiv, stille og med vidtåbne øjne, åh nej, siger jeg, åh jo, svarer Eske. En strømpe her, en trøje der, stoffet er stift af kulden. 
– Dine læber er helt blå, siger Eske og kysser mig, men dagslyset har stjålet mit mod, og jeg vender ansigtet væk: 
– Hvor er mine bukser? spørger jeg, nok mest mig selv, og finder dem lidt derfra. Trækker dem på, lukker knappen om livet. Eske laver kuskeslag: 
– Fyforfanden. Hopper på stedet, laver grimasser. Han er gudesmuk, selv med morgenhår og forsovede øjne. Min krop sitrer – af kulde, af glæde, af skam, det er umuligt at afgøre. 

Jeg går tilbage mod huset, gardinerne er stadig trukket for. Eske kalder bag mig: 
– Hvad nu? Jeg svarer ham ikke men går videre. De sidste skridt til jeg er fremme ved døren, jeg trykker håndtaget ned, træder ind. 
Og der ligger Svea, nøgen, lagnet er gledet af hendes krop og afslører alt på nær hendes fødder. Hun har mærker på armen og brysterne, en lille rift ved læben, hun ser tryg ud, som hun ligger og sover. Ved siden af min far, tung og savlende. Hans hænder er samlet lige under hagen, hans ben ligger krydset, der er noget sært rørende ved at se ham sådan. Hud og krop og søvnens uskyld. 
Jeg går baglæns, tilbage mod terrassen, lukker døren bag mig. Eske er nået frem, forfrossen og utålmodig: 
– Lad os komme ind i varmen, skynder han, men jeg holder fast om dørgrebet: 
– Nej! 
– Nej? Eske lader sig ikke standse, han insisterer: – Jo! 
Hiver fat i min hånd, folder fingrene ud, en efter en, fjerner dem fra dørhåndtaget. Trykker ned, træder ind. Jeg har lyst til at råbe, hive hår ud af hovedet, slå mig på brystet, kaste mig ned. Alt for at fange hans opmærksomhed, tvinge ham væk fra sengen, fra min far og Svea, fra savl og bryster, begær og blå mærker. Men han er allerede inde og har set, hvad der er at se: 
– Mein Gott, råber han og slår hænderne sammen, klapper i hænderne: – Jamen, sådan kan man jo også holde varmen. Han ler påtaget: – Hahaha! 
Jeg beder ham holde op, – Eske!, beder jeg, men for sent. Svea er vågnet, hun sætter sig op, griber om lagnet og dækker sine bryster. 
– Det er ikke, hvad du tror, det er. Hun kravler forsigtigt ud af sengen, min far sover stadig. 
– Hvad tror jeg da, det er? vil Eske vide og lægger hovedet på skrå: – En såret mand og en lige så såret kvinde? 
Jeg genkender ikke hans stemme.
Svea klæder sig på, tydeligt besværet, hun er flere gange ved at miste balancen.
– Hakon havde mareridt, forsøger hun, men ændrer så forklaring: – Hans ben gjorde ondt, smerterne holdt ham vågen. Hun ser på Eske med et blik fuld af fortrydelse: 
– Han havde brug for mig. Hun hvisker nu, men med tydelig vægt bag hvert ord, og Eskes ansigt forandres, de hårde øjne fyldes af noget andet, en omsorg. Han nikker: 
– Ja, alle kan få brug for nogen.