Louise Juhl

I disse for taksigelser så trange tider, vil jeg på falderebet for denne så skamløse praksis takke vidt og bredt og helt uden blusel: Tak til honning for at lyde, som det smager. Tak til himlen for ikke at falde ned. Tak til fuglene for deres fjer, og til hundene for det pelsede og bløde. Tak til mine briller for at se, hvad mine øjne overser, og til ordet “duplikatormaskine” for at være truet men endnu ikke uddødt. Tak til min mor for at være min mor og for alt muligt andet. Tak til solen for at gide. Tak til Elsa Gress for sætningen “at erfare med et altid uerfarent hjerte”. Tak til Bjørn. Tak til min tvivl og mit mismod for altid at gå over. Og til glæden for – trods alt – at være glad. Tak til Alice Munro for Livet (og andre noveller), lad hendes død blive startskuddet for en ny novelle-æra. Tak for Nutella og østers og for aldrig at blive serveret sammen (amen). Tak til schss! for – meget mod sin vilje – at være det mest larmende lydord, der findes. Tak til Tina, uden dig intet. Tak til dem, der hellere tror det bedste om andre end altid at tro det værste. Tak til tak og til forkortelser som kh og ily og jemnmhaeavimjsvjhavtg (jeg-er-måske-naiv-men-hvis-alternativet-er-at-være-indebrændt-misantrop-ja-så-vælger-jeg-hellere-at-være-til-grin). Tak til dem, der trods uenighed, finder mig værd at diskutere med. Tak til Thise for deres mellemlagrede skæreost, måske er det faktisk meningen med livet: At spise god ost og hver dag have nogen at takke og noget takke for.