Brev til J

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg har besluttet mig for at vente med at være bange, skyder tiden lige meget frem og tilbage, så der opstår en sprække på størrelse med mit køn, og der sidder jeg og tilvænner mig, aer for den, angsten, jeg ælter den mellem mine fingre, en lille kugle af kokos og fedt, rund og blød og på størrelse med en bold, og bolden kan jeg lege med, jonglere med, kaste den op, bolden, som fordærvet mad fra et hul i maven, og jeg kan gribe den igen, den går ikke i stykker, jeg går ikke i stykker, der er ikke noget der går i stykker, alt er godt, ja alt er godt, gentager jeg, bolden kaster op, op, op, der er ingenting at frygte, ingen bolde vil nogensinde falde ned i hovedet på mig, ingen bolde vil begrave mig under et lag af kokospuds og fedt, nej aldrig, jeg har besluttet mig for at vente med at være bange, jeg har besluttet mig for at trække mit vejr i stå, kan du høre det?