Den her årstid, som et hul i hænderne tiden kan løbe igennem, en slags gentagelse for første og sidste gang.
Nu åbner jeg min mund for at tale, der kommer ingen lyd, kun bogstaver klippet ud af karton, store kluntede bogstaver P for eksemPel eller et stumt [D] der hænger i luften som mangel på resonans Her og Her
Bare sidde og forme et mørke stort nok til, at det kan rumme lyset. Se ! [Aaaahh]
Kære dagbog, Jeg skriver “hul” på væggen og kigger ud. ◊ Jeg ved godt, jeg taler sort, men det er nu engang sådan, at huller taler.