Louise Juhl

Dagene minder mig om visne hænder. Henvendelser, der ikke bliver mødt. I går havde en kat forvildet sig ind bag de automatiske døre i en Netto lige i nærheden af, hvor jeg bor. Jeg satte mig ved siden af dyret, strøg den over ryggen, mens follk gik forbi med deres net og mobiltelefoner. Tilsyneladende uden […]

Jeg har mistet mine sandaler i nat. De sorte, dem med snører op af læggene og solid hæl. Nogle gange tror jeg, at jeg drømmer om den slags for at få lov til at græde: Om bortkomne sko eller fugle, der falder til jorden for sjov. En terapeut ville sikkert anbefale knuste bukkehornsfrø og fire […]

USA bruger de støttehunde til at hjælpe traumatiserede børn, der skal vidne i retssale. Det står i en artikel på nettet: Kory er som den første er taget i ed, hun er en lys retriever og bærer bandana om halsen. En advokat er citeret, han forklarer en cirka seksårig pige, at Kory vil passe på […]

Da jeg var mindre, var jeg ked af, at jeg ikke havde et mellemnavn, og at min mor ikke ville købe mig et månedskort til bussen. Min drøm var at køre frem og tilbage mellem endestationer, trække vejret med bussens hydraulik og se på verden uden at deltage. Der gik to busser derfra, hvor jeg […]

/ Hun kan ikke huske, hvem, der græder, heller ikke hvorfor. Hvor længe. Hun husker ikke, om hun sidder på en høj stol i et køkken eller på bagsædet af en bil. Om det er gråden, der drejer på rattet? Hun husker ikke præcis, om det er angsten eller skammen, der rammer hende først. Eller […]

Min mormor dør en torsdag, det er i marts. Telegrammet ankommer med taxa, og min mor ved, hvad der står i det, allerede før bilen står stille. Til begravelsen er kirken fyldt. Række efter række, bøjede nakker, stilhed. Jeg har fået nye sandaler, de er røde med et guldspænde over midten, jeg føler mig som […]

Min mor er god til gærdej. Min mor er god til at holde vejret for andre. Min mor er god til at pudse vinduer. Min mors fingre bliver hvide, når det er koldt. Min mors næse vokser, når hun lyver. Min mors næse er meget lang. Det er ikke alt, der hænger sammen. Min far […]

Jeg er vred over, at jeg nu igen sidder her og skriver om min vrede. Jeg er vred over, at det føles upassende, og at de, der læser, vil tænke, at det er upassende. Følelsesmæssig prostitution. Jeg er vred over, at tanken om, at andre tænker, at jeg prostituerer mig følelsesmæssigt, øger min lyst til […]

Jeg ville egentlig skrive om min morfar. Om skægstubbe og fluepapir, skilt fløde og cigarer. Men det eneste, der rammer papiret, er lydene fra en tenniskamp (boldens møde med gruset: frem og tilbage, frem og tilbage,) der trækker ud så længe, at min morfar er død, da kampen er forbi.

Det var dengang alle piger hed Helle eller Mette eller Lene. Jeg kan ikke huske, hvad hun hed, men hun boede i et gult murstenshus med en lampe i indkørslen – som dem, man ser, i gamle illustrerede eventyrbøger med tykt glas og ”skær” fremfor lys. Hendes far hed Ernst og var altid hjemme. Han […]