Louise Juhl

For min hund, Mumrik, er hver gang første gang. Hver morgen er den første morgen, hvert træ er det første træ, hver ko er den første ko. Hvis vi nu tager koen. I dag gik hunden og jeg – som hver dag – en morgentur. På turen passerede vi en mark. Det er langt fra […]

Mig: Jeg vil skrive dig uld i mund, jeg vil skrive dig blomme og hvid Bjørn: Uld og æg, PRÆCIS, uld og æg, vi har en titel, ja! Bjørn: Jaaa Mig: Men man må kravle før man kan gå, kæntre før man kan sejle. Det er klart som gennemsigtig sort. Sort, sådan taler huller. Bjørn: […]

Hvis ikke jeg var bange, ville jeg skrive om bidemærker og om heste uden øjne og om at fryse, ikke bare her og nu, men også imellem hvert døgn, i de døde timer, der ikke findes, ligesom fisk , der drukner, ikke findes, de holder bare op med at ånde, synker til bunds, det er […]

Hvad er det, der gør, at jeg overvældes af alle de her følelser – jeg mener, hvad skal jeg stille op med dem: tuderiet, raseriet, afmagten? Tidligere i dag skrev jeg med en helt særlig ven, om vemodige kyllinger. Sådan nogen fortabte skabninger med menneskehud i stedet for dun og dybt skelende øjne – dømt […]

“Over floden, siger du, at vi kører over floden. Mens det voldsomme énrum åbner sine sluser” Inger C Hvem sagde angst? Hvem sagde: “Lille mus kom op af hullet, kom og leg tagfat”. Hvem siger: Lille bændelorm, der vokser sig fed i min krop, lille sabotagecelle, der masturberer i mit bindevæv, lille smerte, der mætter […]

Sneglen er et fascinerende væsen, helt uden materialitet, uden køn. Denne genemsigtighed i eksistensen: at kunne se døden i øjnene, hver gang man udtaler sit navn. Det er helt anderledes med mig, de rytmiske spasmer, der holder min tilværelse i gang. Jeg tæller skridt for at vide, at jeg bevæger mig. En snegl, derimod, tæller […]

Med et meget mildt smil når vi til huset, først til mølle og dåseskjul. Jorden er så flad så flad, og vores hoveder helt runde. : Uden tøj og bryster ånder vi om kap med vores vejrtræk. Åben Lyst Mærk Bart . /L    

Det er den her stilhed, jeg skriver for at bryde. Ikke ud af, men ind i. Jeg skriver sperm, for eksempel, for lave en rift stilheden, et lille liderligt hul, som fråden kan sive ud af, det er ikke til at holde ud at vente, på at digtet KOMMER, åh  

Jeg vil skrive om frådens væsen, men retter mig selv, jeg vil skrive om frådens materialitet, det giver ingen mening at tale om et væsen i denne sammenhæng, ligesom det ikke giver mening at tale om et følsomt sekret, en følsom handling, når du spermer udover mit ansigt, og jeg drukner. /L i tvebakensomheden begynder jeg at […]

Nogle gange er jeg lige til at tude over. Det er ikke som sådan en følelse, det tudladne, men en tilstand, en umulig tilstand, hvis man da ellers kan sige sådan om en tilstand, man befinder sig i (også selvom man ikke kan.) Det, der får mig til at tude? Det er det, der sker, […]