Louise Juhl

Pludselig står man midt i myldretidsvrimlen og ved, at vi alle – hver og én – føler os udenfor. Sammen lytter vi til et gospelkor i et storcenters midte. Vi smiler og vugger forsigtigt fra side til side. For at forsikre hinanden og ikke mindst os selv om, at vi skam er med på noderne. Oppe på […]

En ordløs oplæsning, et mimespil uden fagter. Vi når aldrig hinanden.

Når tågen pakker verden ind og mågerne flyver lavt på himlen, søger jeg mod vandet. Mod havnens grusomtgrå industri og kranernes knejsen. Så langt øjet rækker: Gråt i gråt Luften er umulig at ånde, så tyk er den af fortættet fugt og noget andet, noget ensomt – mågeskrig. Så står jeg der og ser. Ser […]

Den frie vilje. En tysk film, jeg så i går. Ikke just opmuntrende og svær at kapere på en i forvejen noget dunkel lørdag, men ikke desto mindre tankevækkende. Meget endda. En mand fængsles for tre voldtægter med efterfølgende mishandlinger. Han dømmes til behandling i ni år, hvorefter han udskrives til et kollektiv beboet af […]

Når du vågner i natten, badet i sved, ved lyden af dit eget suk. Når du i søvne må krumme dig sammen om et ufødt foster af træthed og tilbagelagt barndom. Når virkelighed bliver at foretrække fremfor drøm. Er du for alvor hvileløs. Og jeg kan stryge dig over håret, nynne en vise. Men jeg kan ikke føde din smerte – ikke […]

Muligheden i et fravær: Blade, der aldrig faldt, hænger som orangebrune lanterner – ribbens-ridsede kroppe:  varmer forladte stammer og pynter en afklædt verden. Månen krummer sig sammen om himlen, og man lægger sig i ske.

På kirkegården står bænke alene og venter på erindringer, der skal sætte sig: som lys ved en gravsten, en fugl i granit eller bare blade, der flagrer. Forbi og op. Et Litraskel forbinder og adskiller i ét og samme: et Dem og et Os. Evigheden bliver konkret, og sprog vokser frem i form af en […]

Og jeg ville have skrevet til dig om hvide birkestammer. Om at vokse i søer og leve blandt klipper. Jeg ville have fortalt om Siljannætter og bræddehytter og om en bræ beklædt med lyng. Jeg ville have nynnet lidt om den langsomme bevægelse mod alt og ingenting – fået dig til at le af ”et […]

Det jeg egentlig ville sige. Hvis ikke tankerne og følelserne og morgenens tåge var kommet i vejen. Var noget ganske andet. End det jeg sagde. Rettelse: End dét jeg ikke sagde, men som i form af tavshed uudtalt lagde sig i rummet og over dagen. Det, jeg forsøgte at udtrykke, handlede om en drøm: En […]

Kan huske som barn: Fascinationen over, at solens stråler gennem luppens glas blev brændende. Fortættelsen af energi. Mystikken og faren. Wauvv – en stråle. Milliarder af kilometer borte. Der fanges. Af glas. Og tusinddobles; skærer og svider. Og så: Hvad da med mine øjne. Mit syn på verden. Kan distancen overvindes, hvis jeg skifter optik. […]