Louise Juhl

Nogen havde skrevet det på døren ind til min stue. Om natten, mens jeg sov. Med sort pen og i al hast. Forræder. Jeg ved ikke, hvad der ville have været værst. Hvis det var mine medpatienters værk, Ane og Gitte og Eva og Lise, hvis deres ord om mig var dette ene. Forræder. Eller omvendt, hvis det var personalets værk, Kristians, Annelises, Mettes, Elses og Zacharias’ ord. Forræder. Hvis lægernes dom, pædagogernes, lød: Bedrager, løgner. 
Det jeg vil sige er, at det ikke var det muligvis forræderiske i mig selv, jeg frygtede, men dem, der havde skrevet det. Dommen i de andres blikke. 

Jeg læste engang, at det uden de helt store anstrengelser, er muligt at få et menneske til at tilstå alt. Tyveri, overfald, misbrug. Det handler ikke, som jeg ville have troet, om tortur eller trusler, men om omsorg. Eller rettere en særlig balance mellem ømhed og vold. “Du forstår nok, vi vil dig kun dit bedste.” “Det er for din egen skyld.” “Det er ok, du er ok. Bare sig sandheden.” 
Et menneske, der er tæt på at bryde sammen, vil søge mod alt, der kan samle. Alt, der kan læge og hele, klinke skår. Det betyder ikke så meget, hvad eller hvem. En medicinmand, en psykolog, en heks, en drømmetyder, en sjælesørger, en ayahuasca-gudie. Eller en hypnoterapeut, der med hviskende gentagelser og nedtællinger fra ti til nul, kan få en dig til at gale som en høne. Hvad fortæller det: At det er morgen nu? At en fjer kan blive til fem høns? At du er Peter, til hvem jesus siger: “Sandelig siger jeg dig: I nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.” 
Det betyder ikke så meget. Hvor eller hvad eller hvem, der får dig til at tilstå. Bare de begrunder det med kærlighed eller påstået omsorg: “Vi skal nok hjælpe dig, hvis du hjælper os.” Hvis det, at tilstå en forbrydelse, kan skaffe den sigtede en afslutning, en dom og dermed også friheden til at komme videre, væk, så er de fleste parate til at påtage sig skylden. Ja,  jeg galer som en hane, ergo er jeg en forædder. 

Så da jeg så skriften på døren, fandt jeg endelig en overskrift, en brøde, jeg kunne sone, noget, jeg kunne læne mig op ad. En synd og dermed noget, jeg kunne tilgives. Kære gud, tilgiv mig, for jeg har forrådt. Jesus kyssede også Judas. 
Jeg fandt aldrig ud af, hvem der havde skrevet det. Om det overhovedet var rettet mod mig. Hvem jeg i givet fald havde forrådt eller hvordan. Men jeg tog skylden på mig, bar dem som en kappe, jeg kunne gemme mig bag, en rustning, der holdt sammen på min leddeløse krop. Jeg er en forræder.

Nu indser jeg, at den, jeg forrådte dengang, var mig selv. Ved at tilstå en forbrydelse, jeg ikke kendte til, men som stod på døren til min stue – som et navneskilt. Der kunne lige så godt have stået noget andet. Elefantgræs. Myresluger. Janis. Jeg havde taget det hele på mig, uanset hvad. 

Det gør jeg ikke længere.