Den slags væsner

by Louise Juhl Dalsgaard

Hun talte tit med mig om de svage. om de mærkelige, dem, som ingen ville lege med, enten de nu var for talende, for tavse, forgrædte, for ivrige, for lidt eller for meget. Så sad vi i de højryggede stole med stribet betræk, og min mor holdt min hånd og talte om ensomhed og om, at ingen ønskede at have det sådan.
Hun sagde: “Alle fortjener en chance” og sammenlignede os med dyr.
Hun talte om bænkebiderne, de sære væsner. Hun fortalte, at de var født sådan – med en hård skal – for at kunne overleve i køligt mørke og under en sten. Hun sagde: “Det er vigtigt at forstå den slags væsner.” Hun sagde: “Det er vigtigt at forstå, hvorfor de er, som de er, hvorfor de gør som de gør”.
Hun sagde: “Vi skal møde dem dér: under stenene.”
Hun talte også om hvaler, de kæmpestore fisk med et spæklag på op til en halv meter. (En halv meter, måbede jeg.) Altsammen for at kunne overleve vintrene i et isfyldt hav. Uden deres fedt ville de dø, forklarede hun, og talte og talte, og vi sad så tæt, at min hud begyndte at klø. Det var, som om min mor ikke kunne stoppe igen, som om hvis først hun holdt inde, ville de igen være helt alene. De tavse og forgrædte, dem med skal og tyk spæk.
Så hun blev med at tale, mens hun holdt min hånd. Og til sidst sagde hun, at hvis jeg nogensinde fik det sådan, hvis jeg nogensinde følte mig udenfor, forkert, lukket inde i en skal og under en sten. At så kunne jeg altid komme til hende.
A.L.T.I.D.
Men pludselig blev varmen i rummet helt forfærdelig og jeg var nødt til at klø. Jeg kløede og kløede og så hårdt, at jeg endte med at kradse hul i min mor huden og min mor holdt min hånd og kyssede mine fingre én for én.
“Altid,” hviskede hun.

Senere har jeg tænkt meget på, hvem min mor mon gik til, når hun følte sig forkert. Udenfor, utilstrækkelig. Hvem hun talte med om den slags. Om hun talte med nogen om dét overhovedet?