Det ligner en fødsel

by Louise Juhl Dalsgaard

En morgen i november vågner byen til sommer. Græsset er gået fra hvidt til grønt, blomster skyder op af jorden, træernes knopper springer ud. Over asfalten ligger en flimrende dis af varme. En tidlig kvinde på cykel klemter med klokken, hun ved ikke selv hvorfor, ’hej hej’, råber hun i den tomme gade. Ved en byggetomt er tre håndværkere ved at fordele dagens opgaver, de fæstner værktøj i deres bælter, den ene tager en slurk vand af sin flaske. I haverne tændes vandspredere, hunde gør spredt – måske af hinanden. I et kælderværelse forvilder to teenagere sig for første gang ind og ud af hinanden. Klokken er knap syv, udenfor er temperaturen allerede over de femogtyve grader, fuglene har det svært med bare at synge. En pølsemand dropper for en enkelt dag sin vogn og kører til havet. Han kan ikke huske, hvornår han har været der sidst. Stranden er øde, han breder armene ud, smider så alt: trøje, bukser, strømper, og løber ud i vandet. Mærker for første gang i over fyrre år sin egen hud om kroppen, han lader sig falde bagover. Vandet og saltet holder ham oppe.  På en nedlagt landejendom ikke mange kilometer derfra føder en kvinde sit første barn. Hun skriger og vånder sig i fryd og smerte. Den uprøvede far tager imod det hele, råb og eder, spyt og sved, til sidst også barnet. Fosterfedt og gennemsigtige øjne, der ingenting ser, udover igennem. I radioen manes der til forsigtighed, sælrigt ældre anbefales at passe på. Drikke rigeligt, spise salte kiks, trække inden døre mellem tolv og femten. Børnene får varmefri, de driver omkring i gaderne, spiser is, trækker tiden efter sig som en uendelig tråd. De voksne ser misundeligt til. De ved, at det om lidt bliver aften, så nat, at de vil falde i søvn og vågne til november, sne og vinter, præcis som forventet. Kun pølsemanden vil få lov at blive tilbage.