Det ligner lettelse

by Louise Juhl Dalsgaard

Det ligner lettelse. Hun samler, hvad hun kan finde af lertøj i huset. En storøjet ugle, to askebægre. Saltkar, stilkvase, mælkekande og en norsk kakkel med motiv: To hylende ulve under en fuldmåne. Hun stiller det hele på anretterbordet, sorteret efter højde og anvendelighed. Saltkar og mælkekande forrest, vase og askebæger i midten. Bagerst uglen og de hylende ulve. Hun forsøger sig omvendt – med dyrene forrest – men det gør ingen forskel. Den er der stadig, følelsen. I sidste havde hun besøgt en klog kone, Elina hed hun. Elinas hår var flettet i en knold bag på hovedet, hendes hænder var ferskenfarvede og bløde, som om aldrig var blevet brugt. Hun havde set på sine egne hænder, rifterne og de nedbidte negle, og havde så talt – uafbrudt og i en time. Om killingen han havde druknet i en regnvandstønde. ’Den ender med at æde os ud af huset,’ havde han svaret hendes grådkvalte: ’men hvorfor?’ Hun fortalte også om kjolen, hendes farmor havde hæklet. Knælang, solskinsgul. Hun havde haft den på hver eneste dag hele sommeren, indtil han, uden forklaring eller varsel, en dag forlangte, at hun smed den. Han havde dyppet kjolen i benzin og brændt den i et læ bag hønsehuset. Ilden havde ædt den, før hun nåede at protestere. Hun var gået tilbage til huset, nøgen og i gråd. De voksne ville trøste, men hun havde kunne ikke svare dem, da de spurgte, hvor kjolen var blevet af. Så havde hun fået to ugers stuearrest. Det var sådan hun havde lært det. At give slip. På killing og kjole og tanker om retfærdighed. Det nyttede jo ikke noget, det forsvandt alt sammen før eller siden. Elida spørger, men hun svarer nej, hun vil ikke kalde det et tab. Snarere en lettelse. Ikke længere at tro på nogen eller noget. Den følelse af, aldrig ingen at lade sig svigte.