Det ligner endnu en omgang

by Louise Juhl Dalsgaard

Barnet hedder Mirka, hun er et glad barn, løber omkring og rækker ud. Alligevel er det som om, alle mennesker forsvinder der, hvor hun dukker op. Måske skyldes det, de mange små sår hun har på kroppen, værst i hovedbunden. En medfødt hudsygdom, ikke noget, der smitter, men. Når ikke de andre vil, leger Mirka med dukker: Hej dukke, siger hun og dukken bukker, dens lange hår svinger frem og tilbage. Hej Mirka, svarer dukken med Mirkas egen stemme. Sådan sidder de længe, taler: Om tandfeen og om Karius og Baktus, der er så søde, at de giver huller i tænderne. Mirka har sin egen mad med, det er nemmere sådan, der er så meget, hun ikke tåler. De andre børn i børnehaven peger fingre, siger at hendes madpakke lugter. ‘Suuuuuure tæer’, råber de og holder sig for næsen. En pædagog tysser, holder en finger op foran munden: ‘Sådan taler vi ikke her.’ Men Mirka gør som de andre børn, hun råber ‘SUUURE TÆER’, og holder sig for næsen.  Så kommer Dicte, køkkendamen, hun har et fad fuld af lune frikadeller med. Børnene rækker til, kun Mirka holder sig tilbage, tygger i det medbragte brød.
Efter maden går børnene på legepladsen, de kører gokart. Esben og Terese konkurrerer. Mirka finder et ternet flag, tæller omgange, tager tid, vifter. Børnene ænser hende ikke, de råber på kryds og tværs og udenom. Esben rækker en sejrsarm i vejret, yes! Mirka forsøger det samme, yes! Ingen reagerer. Så kalder Joan, det er tid. Hun skal dryppes i hovedbunden, det går på omgang mellem pædagogerne. Hun har hørt dem diskutere, ‘det kan da ikke allerede være min tur igen?’
I vinter prøvede hun, om hun kunne klare det selv. Hun klippede det lange hår helt i bund og længere ned. Ned under sårskorperne, klippede sygdommen af. Hendes mor havde grædt, da hun så den skaldede isse, alle blodpletterne: ‘Som om det ikke var slemt nok i forvejen’. Nu er det sommer, håret er tilbage, det er straks værre med sårene. De væsker stadig. Betændelsen har det med at samle sig i klæge klumper – særligt omkring ørene. Joan tager plastikhandsker på, skruer låget af flasken, drypper. Fire dråber fordelt over issen, en enkelt bag hvert øre. Hun masserer med to fingre, læner sit ansigt tilbage. Måske for bedre at kunne se, måske for at komme på afstand af lugten.  
’Afsted med dig.’, genner Joan, da dråberne er fordelt, og Mirka løber. Hen til de andre børn, der løber væk. ’Suuure tæer’, råber Terese uden at se i hendes retning. Esben standser op, holder sig for næsen: Adr! Og Mirka? Hun gør det samme, mere til. Råber adr!, spytter på sine fødder, hiver i sit hår. De andre børn ler, haha, og hun fortsætter. Slår sig på kinden, bider i sin arm. Finder sin plads, dér, i midten af det hele.