Det ligner første gang

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg var hende med den lidt for brede bag og det lidt for tunge hoved. Gik mere op i matematik og kaosteori end i mit udseende. Til fester var mit tøj det samme som til hverdag, fløjlsbukser og en sweatshirt med logo. En sjælden gang imellem forsøgte jeg mig øjenskygge, men det endte som regel med at hænge under øjnene i stedet for over. Måske var det derfor, det kom som et chok. Jeg havde ganske enkelt ikke forestillet mig, at jeg kunne bruges til den slags. Ikke fordi jeg var dum, men fordi jeg var sådan en, man bad om hjælp til lektier, ikke én, man kyssede med, fantaserede om.

Han hed Morten, og den dag i dag kan jeg ikke med sikkerhed sige, hvad der skete. Jeg tror ikke, jeg var afvisende. Snarere overrumplet, måske endda smigret? Men jeg husker hans insisterende tunge og de målrettede hænder, først om brysterne, så i skridtet, videre. Heftigt, hårdt. Måske sagde jeg ikke nej, måske nåede jeg ikke engang at tænke det, det hele gik så hurtigt. Bagefter hjalp han mig i tøjet, rakte mig det et for et. Trusser, nederdel, nylonstrømper. Ingen af os sagde noget, der var vel ikke noget at sige.
Lyset på gangen udenfor var grelt og skarpt, der var stemmer fra festen nedenunder, latter, skålen. Jeg fandt min jakke under et tykt lag af fremmed overtøj, flere frakker faldt på gulvet, i forsøget på at finde min egen. Jeg lod dem ligge.
Jeg ved ikke, hvordan jeg fandt hjem, kun at jeg børstede tænder i mere end en halv time, frem og tilbage, frem og tilbage, og at jeg beholdt jakken på, mens jeg sov.

Næste morgen tog jeg på arbejde. En kollega havde købt tebirkes og håndværkere, jeg tog et af hver. Det virkede som sådan en normal ting at gøre, at tygge og synke. Senere gik jeg på biblioteket fandt en tilfældig bog og lånte den med hjem: 58.83 “Fugle ved søer og moser.” Hjemme igen fra biblioteket kastede jeg op, de næsten ufordøjede stykker morgenbrød flød rundt øverst i den galdegule væske. Det undrede mig, hvor lidt skade maden havde lidt på turen gennem min krop, de mange små birkes. Jeg forsøgte endda at tælle dem, en, to, tre. Gik i stå ved enogtyve. Derefter stod jeg bare. Længe, måske en time, stirrede ned i kummen.