Det ligner forbi

by Louise Juhl Dalsgaard

Det ligner forbi. Hun ser på sit ur: ‘Jeg tror, det er ved at være tid.’ Han rejser sig og nikker, Ja. Solen har trukket striber henover deres ansigter, lys og skygge. Derimellem det, de stadig har til fælles. Øjne, en næse, mund. Det giver ingen mening at forsøge at trække tiden ud, den er allerede sjasket og tynd som et tebrev, der trækker for tredje gang. Jamen så og endnu et ja. Han rækker han ud efter frakken, der hænger på en knage bag hendes ryg. Undervejs strejfer han hendes ene skulder, de mærker det begge og lader som ingenting, men på hver deres måde. Så stikker han armen igennem det venstre ærme, famler efter det højre. ‘Lad mig’, afbryder hun og finder det manglende frakkeærme til ham: ‘Du lærer det aldrig, vel?’ Hun fjerner et fnug fra hans revers. Han er tæt på at skrige – nej, han lærer det aldrig. Ikke så længe hun findes, den skulder. Et øjeblik overvejer han at svare hende netop dét, men fortryder, mumler i stedet: ‘Mon ikke det lykkes en dag?’