Louise Juhl

Hun drømmer, at det er november, og at hun vågner til forår. Hun ved ikke, hvad hun skulle stille op. Med varmen, lyset. Indtil hun kommer i tanke om, at det ved hun jo aldrig. Hvad hun skal stille op, altså. Så lægger hun sig i solstolen, kun iført hud, lukker sine øjne. Da hun åbner dem igen, er der rim på græsset, det er blevet april.