Louise Juhl

Der er gaver, der bliver ved med at give. The New Yorker er sådan en. Michael forærede mig for nogle år siden et digitalt abonnement til magasinet, og hvad jeg siden har læst og lært er næsten ikke til at fatte. Om kvindefængsler, trækfugle og deres ruter, pungrotter og ensomhed er ganske enkelt ubetaleligt.
I går læste jeg så en artikel af bladets musikkritiker, Amanda Petrusich, den handler dog ikke om musik men om sorg. 

Petrusich mister sin mand ganske pludseligt ganske kort efter at have født deres fælles datter. I den første tid efter fungerede hun i verden som via fjernstyring. Hun må have vejledning til alt. At spænde sin sikkerhedssele, lukke køleskabet efter brug, tænde for vandet, når hun står under bruseren. Ting, der før er forekommet hende indlysende, som for eksempel at dreje på hanen for at få vand, er nu en uoverkommelig udfordring. Hendes mands død hensætter hende i et chok, der ikke kun handler om følelser, men om alt, kroppens funktioner, tidens sammenhæng. Hver handling og hændelse oplever hun som et stroboskoplys’ hakkende og stacattoagtige blinken. Nu. Nu. Nu. Men intet til at binde de mange Nu’er sammen. 
Amanda Petrusich går i terapi, i timevis taler hun om sin mand, om hans død, om deres datter. Men det er som om sorgen kun vokser ved det. Jo flere ord hun sætter på hans fravær, des mere fylder det. Helt omvendt den terapeutiske logik, der siger, at sproget hjælper os med at forbinde det sammenhængsløse, og med at forbinde vores nuværende sorgfulde, meningstabte Jeg med det Jeg, vi længes efter. Det livsglade og meningsfulde Jeg. 
Hun lytter til musik og læser bøger. C.S. Lewis skriver efter sin kones død: “Min sorg føles stadig som angst.” Eller rettere, den føles som en livslang cliffhanger, en venten på at det meningsløse tab skal give mening. Psykiatere taler om, at det værste ved sorgen ikke er dens genstand, den tabte, men selve tabet af mening. Dét, at nogen, man har elsket, kan forsvinde uden grund. At døden ligesom bare kommer og at det, den tager med sig, aldrig vender tilbage. Vi lever i et samfund, hvor enhver bevægelse driver os videre, fremad. Vi bliver klogere, ældre, vores pension vokser, den teknologiske kunnen bliver stadigt mere imponerende. Alt bevæger sig – undtagen døden. Den står stille, ja mere end det, den tager ligesom luften ud af tiden, piller viserne af skiven. Og så står vi der og glor på en cirkel og tænker: Hvad nu?

Jeg har været forskånet for store tab. Jeg har mistet mine bedsteforældre, men de var alle enten svækkede af alder eller sygdom, og på en eller anden måde synes døden for deres vedkommende befriende. Selvfølgelig savner jeg dem, min mormor og morfar, min farmors bløde barm. Men jeg tænker ikke på dem med den afmagt, der kendetegner sorgen, den her vilde,, nærmest rasende længsel, en sult, et hul i hjertet på størrelse med den, man har mistet. Nej, jeg tænker på dem med omsorg og taknemmelighed, ja ligefrem glæde. 
Mit første møde med den hule sorg, det afgrundsdybe, var, da jeg mistede mig selv. Til en sygdom, jeg ikke forstod, men som jeg ikke desto mindre så æde min krop, min fornuft, alt det, jeg troede var mig. Jeg blev afvisende, opsøgte ensomhed, nægtede besøg. Jeg åd muggent brød i håb om at blive syg og dø. Jeg løj, når nogen spurgte, hvordan jeg havde det. “Jeg har aldrig haft det bedre”. Jeg snød lægerne, mine forældre, mine venner. Mig selv. Jeg var overbevist om, at jeg kæmpede for noget stort og sandt, også selvom jeg ikke vidste, hvad det var. Jeg blev heldigvis rask, det tog halvandet årti, men sorgen over at se så stor en del af mit liv bundet til en sygeseng, et jeg-fængsel, er en kæmpe sorg. Jeg forstår godt, hvis folk tænker: nu igen. Skulle hun ikke se af at komme videre. Væk. Se ud, se frem. 
Præcis det samme oplever Petrusich. Efter et år orker folk ikke mere tungsind, de vil så gerne se noget spire, noget gro. En glæde, en løftet mundvig. Men sorgen giver ikke, hvad folk vil have, nej, den tager. Den tager og tager indtil den har fået sit, og først da giver den slip. den forsvinder ikke, men den løsner sit greb. Giver plads til noget andet, noget mere. At glæde sig over en uventet fridag, en udsprunget rose, at yndlingsosten er på tilbud. Og selv da, risikerer den sorgramte, midt i ostemaden, at begynde at græde, fordi hullet i osten minder om hullet i hjertet. det hul, der har samme omfang som det, man har mistet. 

Petrusich finder sin vej ud ad den akutte sorg ved hjælp af en særlig terapiform EMDR, hvor klassisk konfrontationspsykologi møder gestaltterapi. Hun ved ikke, om det er terapeuten, den gentagende konfrontation med traumet eller den pind, hun holder i hånden mens hun taler, der gør udslaget, hun ved kun, at hun får det bedre. Jeg genkender den her skepsis overfor sin egen bedring: Hvorfor har jeg det pludselig godt? Kan jeg få det dårligt igen? Er det indbildning? 
Ja, det er det vel nok. Som den amerikanske sangskriver Fiona Appel synger ”He said, It’s all in your head / And I said, So’s everything.” Sorgen er I hovedet. Det samme er glæden. Spørgsmålet er, hvordan vi finder vej til det ene eller det andet. Om vi finder vej. jeg sad i tre år hos en psykiater på Skt. Pauls kirkeplads. Jeg kunne viselig ikke lide ham, ikke fordi han ikke var sød og dygtig, men fordi han ikke hjalp mig. Eller. Jeg sad der og klagede min nød og bad om hans råd, og han svarede: Hvad har du brug for. Og jeg råbte ad ham, “Det er dét, DU skal fortælle mig”, og det var først langt senere, jeg forstod, at han havde ret. At JEG måtte finde ud af, hvad jeg savnede, længtes efter. Hvad jeg havde mistet. Og på tre år sad jeg så der, en gang hver uge, og skældte ham ud over alt det, han ikke gav mig, og som jeg ikke kunne finde ud af at give mig selv. Og så en dag sagde han, “jeg tror ikke du behøver mig mere”, og selvom jeg blev ked af det og følte mig svigtet, så havde han ret. På tre år havde jeg lært at råbe. Højt. Om hvad jeg ville have, hvad jeg havde brug for. Nu handlede det om, at jeg gjorde alvor af mine krav. Fandt, hvad jeg savnede, tog den mad, jeg havde brug for, satte de grænser, jeg havde bedt ham om at sætte for mig. 

Grief can’t be “fixed”—death/[loss] is famously irreversible—so conversations about it require both parties to abandon problem-solving and accept a kind of unpleasant stasis,” citerer Amanda Petrusich en psykiater for at sige. Vi må lære at leve med, at livet er (død)uretfærdigt. Heldigvis også vanvittigt smukt. Sjovt og sørgeligt, ind imellem kedeligt. Det blev langt, men døden er immervæk længere, nogen siger for evigt.