Louise Juhl

I Zadie Smiths vidunderligt velskrevne essaysamling “Frit spil”, beskriver hun i et essay med den sigende titel “Min ungdoms fald”, hvordan hun som syttenårig og ulykkeligt forelsket i både Prince og sin bedste ven, en dag falder ud af et vindue. Ikke et hvilket som helst vindue, men vinduet i sit teenageværelse, hvor hun – opløst af gråd og med en stjålet cigaret i mundvigen – pludselig falder ud over karmen. Ni meter ned i haven, hvor hun hendes “store numse” – i hvert fald ifølge lægen – redder hende fra alvorlige skader. 
Hun husker ikke selve ulykken, men hun husker alle tankerne, fra hun slipper karmen og til, hun ligger på græsset. Melodramatiske og sært fuldendte formuleringer a la:”Jeg har elsket alt til nu”, “Intet kan stå i vejen for kærligheden” og “Himlen er blå”. Og så: “Giv slip”
Men var det det, der skete, gav hun slip eller faldt hun, var det med vilje og hvad er vilje overhovedet for en størrelse?

Jeg elsker det essay, nok især fordi jeg genkender teenage-dramatikken: den stjålne smøg, den ulykkelige forelskelse, det teatralske fald fra et vindue. Jeg er godt nok aldrig faldet som Zadie Smith eller jo, men det var på rulleskøjter og meget udramatisk. Men jeg har i den grad forsøgt mig med at afprøve grænser, hvor langt kan jeg gå, hvor langt kan jeg nå? Jeg har drukket mig fuld på en motorvejsbro mutters alene, hulket mig selv i søvn med et foto af John Taylor i favnen. Jeg har skrevet digte, der var så sorte, at min lærer orienterede skolepsykologen, der dog ikke mente, der var tale om andet end aldersbetinget tristesse. Min mor, der kendte mig bedre end de fleste, udtrykte det sådan her: “Hvis ikke du har nogle problemer, ja så laver du nogen.” Og selvom det måske lyder hårdt, så var det ikke helt usandt. Jeg var klart mere til kontraster og voldsomme armbevægelser, end jeg var til hverdag og skummetmælk. Drama Queen men med selvhøjtidelig mine, det var digte, det var stearinlys, det var strikkede strømper og badges med linjer som “Selv uden dig bliver det forår”.
Som 11-årig holdt jeg op med at tale. Som 19-årig holdt jeg op med at spise. På sygehuset mente overlægen, at jeg brugte mine følelser som et våben. Græd for at få min vilje. Råbte af samme grund. “Vil ikke.” Kan Ikke.” “Hjælp”. Han kaldte det dramatisk impulsivitet, jeg svarede: Kunne man ikke med samme ret kalde det ulykkelighed? Afmagt? Smerte?

Jeg ved ikke, om nogen på samme måde rystede på hovedet af Zadie Smiths ungdommelige fald, men jeg ved, at det altid har været sådan. At når kvinder føler “for meget”, så kaster vi en diagnose på det. Engang blev alle kvinder med angst eller restriktiv adfærd parkeret i en bås med hængelås og et skilt, hvorpå der stod “Hysteri”. Jeg husker tydeligt, hvordan min genbo, som led af svær bipolaritet, fik den lident flatterende dom, at være “syg i hovedet”.
Jeg var langt hen ad vejen heldig, jeg er opdraget med en stærk autoritetstro, så jeg åd alt, hvad lægen sagde, drama Queen, følelsesstyret, impulsiv. Takkede ham endda. For alligevel at give mig en plads på hans afdeling, hvilken ære, hvilket åg.

Da jeg fyldte 30 fik jeg en bog. “Tone” af Suzanne Brøgger. Om en teaterskrædder, der var for stor, for farverig, for højttalende, for kærlig, for meget. Jeg husker desværre ikke, hvem der var klarsynet nok til at se, at det var lige præcis, hvad jeg savnede. Et epos, et heltedigt, for den (alt for) glade, storbarmede, skørt kreative, vildt erotiske, svært følsomme kvinde. Jeg hulkede uafbrudt i fire dage. Af glæde og genkendelse og sorg. For Tone, som kvinden i bogen hedder, hun ER for meget. Hun handler for hurtigt, elsker for højt, lever for vildt. Og det er både besværligt og smukt, belastende og helt helt nødvendigt. Jeg tror, at Tone, Ligesom Zadie Smith, kunne finde på at falde ud af et vindue. Med et hyl, Ahhhhhh, for at lade sig bære på en båre gennem byen. Med et hornorkester forrest, lade sig pleje og passe i en måned. Fordi? Fordi livet. Fordi kærlighed. Fordi en hel masse og sikkert helt urimeligt. Men ikke desto mindre.

For nylig så jeg en kollega skrive, at hun var færdig med at overshare. Jeg har hørt det udryk mange gange, og kan ikke lade være at synes, at der ligger en dom i det. Overshare. Det er ikke bare at dele meget, nej: det er at dele FOR meget. Men hvem bestemmer, hvad der er nok og hvad der er mere end nok? Hvem? For hvis skyld? Var Tone for meget, når hun åbnede alle vinduer i huset og sang for fuglene, himlen, glæden? Var Zadie Smiths ulykkelige teenageforelskelse hysterisk? Var min vrede på sygehuset et udtryk for manglende impulsstyring eller modsat: Et udtryk for berettiget oprør, en modstand mod etiketter og systemformatterede kasser? Er det her opslag et udtryk for oversharing eller bare en henvendelse til verden, en måde at dele mine tanker og overvejelser på, et forsøg på samtale, dialog?
Jeg er træt af trække vejret gennem et sugerør. Af at begrænse vildskaben til en papirparasol i den kulørte drink en sen aften i juli. Hvorfor skal det være så pænt, så poleret, hvorfor skal kvinder opføre sig pænt, hvis der ikke er nogen grund til det, hvis verden, omstændighederne tværtimod kalder på protest? Hvad fanden er det, vi er bange for, hvem: De skøre eller det skøre i os selv?
Solsikken, stenbuen, sorgen – eller den lille frosne kylling, måske, der bor i vores hjerter, og om vi ikke tør at tø op?