Louise Juhl

Der er år, jeg intet husker fra og andre, der næsten fordobler sig selv, hvor dagenes antal i den virkelige verden slet ikke står mål med alt det, jeg husker. Er det muligt at huske mere, end der er sket, eller er det at lyve?

Judith Hermann fortæller i en af sine bøger om et dukkehus, hun har fået af sin far. Et helt enormt hus med helt utroligt mange rum, kældre og skjulte døre. Hvordan hun bevæger sig gennem huset, ind og ud. Og gennem skakter, åbner et vindue og finder et telt på den anden side. Et omrejsende cirkus med elefanter og slangetæmmere, en sprechstallmeister på 2 1/2 meter og en papegøje, der kan gø og sætte sig på kommando, præcis som en hund: “Sit!” “Dæk!”
Det er det, jeg mener. Med at huske mere end alt, for selvom den unge Judith har været lille af sin alder, har hun næppe været på størrelse med en lillefinger, sådan som det kræves for at kunne bevæge sig rundt i et miniatureunivers. Hun har således ikke, som ellers levende beskrevet, rørt ved væggenes hessian eller aet den due, hun påstod at se gennem dukkehusets vinduer. Er det så løgn, det hele, telt og slangetæmmer, skakter og skjulte døre?

Den sommer, jeg fyldte otte, valgte en mand fra Californien at stige til vejrs i en havestol fastspændt til 45 heliumfyldte vejrballoner. Han havde egentlig en drøm om at blive pilot, men hans syn var for dårligt, og så var det han kom i tanke om, at han jo ikke behøvede et certifikat for at stige til vejrs. Ingen kunne vel forbyde en mand at sætte sig i en stol med en ramme øl og et luftgevær og 45 balloner og følge med, når stolen slap jorden.
Det lykkedes faktisk Larry, som manden hed. Stolen svævede roligt op over baghaven, og han nød endelig at få opfyldt sin drøm. Det varede lige indtil kammeraterne klippede trosserne, der tøjrede stolen til hans jeep, og stolen med 250 meter i minuttet steg til vejrs. 4900 meter steg han, og drev dermed ind i det kontrollerede luftrum over Los Angeles. Flere chokerede piloter meldte til kontroltårnet, at de havde set en mand svæve forbi i en havestol.
Larry lykkedes med at nå tilbage til jorden. Med luftgeværet skød han en efter en ballonerne ned. Stolen dalede mod jorden og på nær en kortvarig kollision med nogle højspændingsledninger, landede han uskadt. Han fik en bøde på 1500 dollars for at føre et ikke-luftdygtigt luftfartøj (contradiction in terms?) og for at krænke det kontrollerede luftrum.
Jeg sad og så det på TV, da myndighederne stod klar til at arrestere ham. Lawnchair Larry, som han blev døbt. Og min mor sagde, at havde det stået i en bog, ville hun have fundet det helt og aldeles utroværdigt. Men nu, hvor det virkelig var sket, var hun fuld af beundring. Sikke en vilje, sikke et mod, sikke en tro. Vi fejrede det ved at folde aviser til både og sende afsted i Slette å, og senere grille majs og tælle nåle på grundens fyrretræer. Vi nåede til mere end 10.000, før det blev mørkt og vi måtte udsætte optællingen til næste dag.

Samme nat blev jeg vækket af en natsværmer, der flaksede mod værelsets gardiner, lyset fra månen fik insektet til at skinne som en lille vinget gud, og jeg var sikker på, at det var min farfar, der ville advare mig mod at svæve for langt væk. Drømme er gode at have, hviskede insektet, men vokser de sig for store, kaldes det for vanvid.
Jeg sagde det aldrig til min mor, men jeg har brugt det meste af mit liv på at finde den balance. Mellem drømme og dårskab, jeg er ikke helt i mål, lad os kalde det “work in progress”.