…eller ikke. At være

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg tror, jeg vil skrive min krop, så den atter får liv. 

Stoppe med at skabe mig. Istedet skabe mig selv. Fra bunden. Som klodser i et legotårn. Det ville da være en frihed: at blive reduceret til klodser – til bogstaver på papir. At opfinde sig selv. Fremfor at finde sig selv. Scratccchhh! Ligesom langt mindre klichéfyldt og langt mere fremadrettet.

Skrive. Ikke beskrive. Beslutte sig for at være og være en virkelighed. Måske bare en bifigur på bageste række, som iagttager og lærer forfra og ikke død-og-pine-mig skal deltage. Hverken skal høres eller ses eller forståes. Men bare være tilstede. Ingen forventninger og intet ansvar. Muligvis utopi, givetvis noget vrøvl, men ikke desto mindre er det sandheden. At jeg ret beset ikke vil opfinde. Jeg vil opfindes. Få liv. Igen. Eller for første gang?

Jeg er latterlig. Og vred. Mest af alt uendelig skrøbelig. Hvad fanden bilder verden sig ind sådan bare at fungere, uden at jeg kan følge med? Og jeg vil så nødig være til grin, så jeg lukker. I. Af. Og ude. Lukker. Og vreden og fortabtheden bliver en klump i maven og en diplomatisk rømmen ved middagsbordet. Og jeg ved at den er forkert-vreden. Uberettiget. Jeg må vise ydmyghed og ansvarlighed og gemme vreden væk og fungere.

Så jeg gemmer vreden og den bliver krop. En krop af beton, der hænger som en ulykkebringende amulet om min hals. Så frygtelig brutal. Alt, alt for virkelig.

Det må ikke være der. Vreden. Kroppen. Jeg forsøger at glemme. Jeg vil væk fra mig selv og min krop. Og jeg løber og løber væk og jeg kan ikke få vejret. Men bliver i bevægelsen. Alt andet end Her og Nu. Jeg tør ikke stå stille, tør ikke mærke tyngden af kroppen og sorgen og vreden. Jeg tør ikke mærke den tomhed og den krop og det sprog, jeg skal skrive på.

Så jeg higer og søger, om ikke i gamle bøger, så i lukkede teorier og højtravende poesi og lyrisk verdensfornægtelse. Men for fanden: Livet er onsdage og slidte t-shirts og busser, der kommer for sent. Livet er alle dem, der ikke ringer. Og mest af alt alle dem der ringer, og som jeg ikke orker at tale med. Således dømt ude fra virkeligheden bliver scenariet en parodi. På jagten efter et nærvær. Ynkeligt men sandt.