Louise Juhl

Det havde været aftalt længe.

Hytten lå tæt ved en sø, værelserne var med udsigt til eng og skov. Der var bålplads og en krocketbane og net til både fodbold og basket. Vi fik alle sammen opgaver: “Det er jo jeres tur, ikke vores”, sagde de voksne. Trine og Anja skulle lægge en madplan for de to første dage, Nikolaj og Alex for de to sidste. Fie og Mark skulle købe ind med hjælp fra Troels og Gerd. Emil og Linea fik til opgave at fordele værelserne, vi skulle sove to og to. Det gik fint, lige indtil de nåede det sidste værelse, og der kun var én elev tilbage.
Gæt selv. Moi.
“Vi kan jo ikke gøre for, at vi er tretten, og at tretten ikke kan deles med to, right?” Og det var jo rigtigt nok, det var hverken Linea eller Emils skyld, at vi var et ulige antal elever til et hytter med dobbeltværelse. 
“Én skal jo ligesom sove alene,” tilføjede Emil, og jeg var så den ene, ligesom jeg havde været det året før og året før da, også. “Lodtrækning”, forklarede de, “helt tilfældigt”. Og tilfældet ville altså, at jeg var blevet tilovers tre gange i træk, og sådan er det med tilfældigheder, de kan næsten virke planlagte.

Min opgave blev at stå for underholdning. 
Jeg er ikke dum. Jeg ved godt, at der er forskel på Nice og på Need. At mad og vand og tag over hovedet hører til de basale niveauer i behovspyramiden, mens underholdning er, nå ja fint nok, lidt hygge, lidt fjol, mens bålet brænder ud.
Det var så det, jeg blev betroet. Hygge og fjol. Jeg fandt en sangbog og kopierede en finsk vise om en nøkke, der betroede sig til en sten, men så fortrød, for tænk nu hvis stenen talte over sig. 
Jannie, vores klasselærer, mente ikke det kunne kaldes for underholdning. Om ikke jeg kunne finde på noget mere “loose”: En quiz om Rihanna, for eksempel, hun var jo både berømt og produktiv, ja på alle måder nøkkens modsætning? Så jeg læste om Rihanna, der viste sig at være sanger at have vundet seks Grammyer. Mest kendt var hun for en syvtalsturné: Syv koncerter i syv byer i syv lande på syv dage. Hun fløj selvfølgelig også i en Boeing 777 og det hele blev samlet i en dokumentar, der varede præcis 77 minutter.
“Fedt,” svarede Jannie, da jeg viste hende, hvad jeg havde fundet frem til, “Det er lige præcis dén slags, vi har brug for. Go, go, go!” 
Og jeg nikkede og tænkte, at det måske var fint nok, at jeg sov alene, for jeg fattede virkelig ikke, hvad der var så fedt ved hende Rihanna og de mange syvtaller.

Den første aften fik vi spaghetti med kødsovs, det stod i kæmpestore gryder på et rullebord, og vi måtte stille os på skamler for at nå op og øse af maden. Dicte rejste sig og holdt en tale, den handlede om fællesskab. Hun var glad for, at så mange havde valgt at bidrage til Klassebogen, sagde hun, snart ville hun få den printet. “Det bliver så fedt. Der er både noveller og fotos og fede jokes. You guys rock!” Et øjeblik overvejede jeg at række hånden op og spørge, hvad det der Klassebogen var for noget, men indså, at det var lige meget, bogen var jo sendt til tryk.
“Shit happens,” svarede Dicte, da jeg senere spurgte, hvorfor jeg ikke var blevet bedt om at bidrage: “Det må jeg have glemt. Nothing personal.”
“Fællesskab min bare røv”, mumlede jeg efter, men undlod at gentage, da Dicte vendte sig om med et: “Hvad?”

Dagen efter stod den på pitabrød. Med tun og feta og majs, jeg spildte dressing på både trøje og bukser. Alex foreslog mig at søge et job i Zirkus Nemo, jeg kunne være assistent for Smadremanden, mente han. “Han kaster også rundt med alting, wienerbrød og grillkyllinger”.
“Zirkus Nemo er altså gået konkurs,” svarede jeg og Alex himlede med øjnene. “Ja så ved jeg ærlig talt ikke, hvad du kan bruges til,” grinede han og slog mig på skulderen: “Ej pjat”. Og jeg grinede også, for han havde jo ret, hvad kunne jeg egentlig bruges til, altså udover at være til overs og spilde på tøjet?

Så blev det onsdag og regnvejr, vi sad på værelserne og spillede kort. Det vil sige, de andre sad på deres værelser og spillede. Jeg gik en tur i storskjorte og shorts, alt blev gennemblødt, selv mine trusser var våde. Og håret, det hele hang, og ja, det føltes ret godt. Og de andre stillede sig i vinduerne og pegede: “Se!”, da jeg spredte armene og løb frem og tilbage – indtil fødderne slap jorden, og jeg var en fugl. Fucking fly on the wings of love Og jeg råbte ad dem: “Bye bye, you guys”, og “farvel fællesskab, have fun on your own.”
Og stenen, den nøkken havde betroet sig til, fik også vinger – og vådt hår ligesom mig, og det var helt umulig og helt vidunderligt.

Torsdag fik vi Pyt-i Pande med spejlæg og engelsk sauce. Fie fik en syltet rødbede galt i halsen og hostede så hårdt, at al maden kom op. Jonas og Alex sad ved siden af, de fløj væk med det samme: “fy for helvede”, råbte de, mens Fie græd af forskrækkelse og Trine tilbød hende sin portion i stedet for den, Fie havde kastet op. Det hele var så skørt og vi endte med at aflyse underholdningen. Så meget for Rihanna og syvtalsturné. I stedet gik vi tidligt i seng, jeg sov næsten med det samme.

Men så bankede det på døren, det var Dicte, hun ville bare sige undskyld for det med bogen. Hun havde udskudt at sende den til tryk – om jeg ville skrive en side eller to. Og jeg svarede hende, at det ville jeg godt nok meget gerne og jeg skrev et digt. Lidt for sjov, men mest for alvor:

Det er jo sådan

vi hænger sammen:

som fuglene

hænger på

himlen og

verden hænger

i laser

Og Dicte læste det, sagde “Fedt tak, så er den ged barberet”, og gik så tilbage til sit værelse.
Fredag tog vi hjem.