Louise Juhl

Hun fortæller, at al smerte er fysisk, uanset om det kan påvises eller ej. “Det er altså ikke bare psykisk”, siger hun. Bare. De små ords betydning.
I dag snakker hun om smerteteori, altså: Hvad smerte er, og hvordan den fungerer. Hvordan der sendes signaler fra dét sted i kroppen, hvor smerten “finder sted” og videre til en smerteport. Herfra op til hjernen.
Hun er tæt på 30 og barn af to præster. Hun ser det som sin vigtigste værdi i livet at udvise omsorg og være social, har hun fortalt. Hun virker oprigtig. Hun er psykolog og bruger ofte på eksempler fra sit eget liv. Det er for at være i “øjenhøjde” med os, tror jeg. At bruge “jeg” i stedet for “man”, og den slags.
Jeg kan egentlig godt lide hende.
Smerteport. Det er et smukt ord. Porten ind til smerten. Ud af? Smerteporten er det center, der modtager signaler fra kroppen, når den udsættes for smerte. Smerteoplevelsen kan variere fra dag til dag, siger hun, og fra menneske til menneske. Det afhænger af, om smerteporten står vidt åben, på klem eller er lukket.
Er den lukket, risikerer vi at dø: “Hvis der går ild i mit hår, og min smerteport er lukket, får hjernen ikke besked om faren, og jeg ender som en levende fakkel”, forklarer hun. “Står den modsat vidt åben, vil vi blive slaver af selv det mindste ubehag: En mild vind mod ansigtet vil føles som sandpapir mod huden, og vores liv vil være én lang smerte.”
Lukket, åben. For lidt og for meget.
“Smerteporten kan påvirkes”, fortæller hun. Blandt andet betyder humøret meget for, hvordan vi oplever smerte. Men mange andre ting kan gå ind og skubbe til smerteporten, så den enten er lukket eller er åben på vid gab. “Fysiske og psykiske traumer, for eksempel.”
Har man i lang tid undertrykt smertesignaler fra kroppen, vil  flere signalstoffer få lov at trænge igennem smerteporten og op til hjernen, så vi “tvinges” til at reagere. Av! Når en elitesportsudøver gennem flere år overhører slidskader, brud og belastningsskader, risikerer han eller hun at få langtidsgener og kroniske smertetilstande. Det er smerteporten, der er blevet åbnet på vid gab for at fremtvinge en reaktion, der har været fraværende under den hårde træning.
Det samme gælder sikkert, hvis man i femten år har nægtet sig selv at mærke sult og træthed. Kroppen begynder at tage hårdere midler i brug, den sender BESKEDER med versaler, så man forstår, at man skal passe på sig selv. “Din krop trænger til hvile”, fortæller smerterne, “den behøver omsorg”.
“HEJ HEJ, LOUISE”, råber hjernen med versaler. AV.
Jeg tror, at min smerteport er blevet sparket ind, efter alle de år med en fuldkommen ignorering af sult og træthedssignaler. Nu tonser smertesignalerne til gengæld igennem min port og op til hjernen, så snart jeg løfter på noget eller bevæger mig op ad en trappe. Hjernen har skruet tommelskruerne på, og giver smerteoplevelsen fuld gas. AV. Og min krop reagerer ved at trække hænderne til sig, som om den var blevet brændt, og det uanset, at den fysiske smerte ikke stemmer overens med reaktionen. Jeg er i min hjernes vold, so to speak.
Jeg ved ikke, om man kan reparere en smerteport, så den igen kommer til at fungere efter hensigten. Jeg tror det ikke. “Så langt er vi ikke nået i smerteforskningen,” svarer hun, da jeg spørger hende.
Jeg venter lidt på noget opløftende, at hun forsikrer mig om, at det nok skal komme. At smerterne er midlertidige, at der altid er lys for enden af en tunnel.
Men hun er præstedatter, psykologen. Hun lyver ikke. Men giver mig den her tegning som trøst, før jeg går: