Ensomig #289

by Louise Juhl Dalsgaard

Det værste er, at sidde i en fyldt bus i en fremmed by og vide, at det ikke går, og selvom man ikke ved, hvad det er, der ikke går, ved man, at det er skidt, rigtig skidt, for halsen snører sig sammen og man må hive efter vejret, men der er ikke noget vejr at hive af, så man prøver at rejse sig, men det kan man ikke, for der sidder én ved siden af, og man har ikke nogen stemme, den er væk, og man skulle ellers bruge stemmen til at spørge, om man måtte komme forbi, men man siger ikke noget, bliver bare siddende og håber, at det, der ikke går, går sin vej, og en maskingenereret stemme siger: “næste stop, Hovedbanegården”, og man ved, at det er her, man skal af, men man kan ikke komme af, det er helt umuligt, så bussen kører videre, og man kører med, og pludselig er man fremme ved endestationen, helt alene, der er ikke længere nogen, man skal spørge, om man må komme forbi, så man står ud, kigger på klokken og ved, at det tog, man skal med, går om 9 minutter, og man begynder at løbe, selvom det er helt umuligt at nå det, og efter nogle minutter standser man og opdager, at man ikke har sin kuffert med, at kufferten stadig er i bussen, at bussen er kørt, og man bliver så TRÆT, så helt ubeskrivelig træt, og man orker ikke andet end at give op, give slip, lade armene falde, og så er det, at man opdager, at man igen trækker vejret, at vejret trækker sig selv, og pludselig er det lige meget med den skide kuffert, man har mistet, og det tog, man ikke når, for man kan trække vejret, og det er faktisk det bedste.