Ensomig #394

by Louise Juhl Dalsgaard

Min far er en stærk mand, talstærk ikke mindst, han sparer, hvor han kan, og har af samme grund i årevis bedt M og jeg om at gemme sektionen “Ideer” fra Weekendavisen, så han kan løse deres “glimrende krydsord” uden selv at skulle investere i foretagendet.  Hvor min mor læser bøger og går i kirke “ikke fordi jeg nødvendigvis tror på, hvad de siger, men fordi min tvivl bliver mere kvalificeret”, så foretrækker min far at blive hjemme og løse sudokuer: “Han træner hjernen, og jeg træner hjertet,” plejer min mor at beskrive forskellen. Da jeg derfor fandt en toiletrulle med Sudoku-motiv i Netto, tænkte jeg straks på min far: nu kunne hans sparsommelighed, hjernens gymnastiske vedligehold og kroppens grundliggende behov tilgodeses i een og samme manøvre. Tre-i-een! Jeg købte den straks og forærede den – til stor begejstring for manden, der ellers har alt. Men hvad jeg ikke havde set komme var, at han nu har løst alle opgaver på rullen – og er på  jagt efter en tilsvarende fordi “det er den mest underholdende og fornuftige gave”, han til dato har fået.