Louise Juhl

Er lige vågnet efter en ufrivillig søvn: En mand var blevet opereret i hjernen – en pludselig opstået væskeansamling havde trykket mod vitale områder. Alt var gået godt, ingen alvorlige mén. Det eneste, der vidnede om det voldsomme indgreb var, at mandens øjne nu kun kunne se indad. Hvor han før havde brugt tid på at iagttage omgivelserne – den gamle slotskirke, stensætningen langs med kirkegården, uglekassen i kastanjen og det irrede kobberspir – begrænsede hans udsigt sig nu til indsyn. Fortiden. Gulnede fotos af en far i knælange strømper på bukkejagt. Et løftet gevær. Hans søster i hvid konfirmationskjole (det var ugen før, hun døde, tilføjede han.) En cykel på tre hjul – uden styr.
Det var ikke noget, der generede ham, dét med det manglende udsyn. Slet ikke. Det var kun hyggeligt at gå på opdagelse i de gamle albums, mente han. Folk smilede lettet, gav ham et let klap på skulderen – sådan!

Måske var jeg den eneste, der undrede mig, da en ugle fløj ind gennem mandens venstre øre, trak en orm ud. Fløj op til kassen i kastanjen, hvor en unge hjerteskærende skreg på føde.