Ensomig #509

by Louise Juhl Dalsgaard

Det er varmt i dag. Tidligere forsøgte jeg at gå en tur, men endte – som det sker så tit – ved en skyggefuld sten på kirkegården, ved siden af, hvor jeg bor. Den gør mig ikke trist, døden, eller rettere: det, der gør mig trist er manglen på liv:
Bierne, der forsvinder og børn i asiatiske og mellemøstlige storbyer, der ikke får lov at gå udenfor af frygt for forureningen og de luftvejssygdomme, den medfører.
“Indendørsbørn,” kaldes de, ligesom med katte.

Her, hvor jeg bor, er alle ude. Alle fester, som om der var noget at fejre. Det er de vildeste fester: Dem, hvor man er nødt til at skrue på alle tangenter, så ingen opdager, at der ikke er nogen fest.
Jeg sidder i min sofa og læser Eileen Myles.
På side 130 i “Ikke mig”, skriver hun:
“Jeg forestiller mig alle de store, smukke sejlskibe, der sætter til søs på en perfekt blå dag, og jeg er ik ombord.”
Præcis sådan har jeg det. Hejhejfest, vinker jeg, lidt trist, for selvom jeg ikke synes, der er noget at fejre, havde det nu været rart med en invitation.