Louise Juhl

I går så jeg en udsendelse om en mand, der forsøgte at overleve på den mongolske slette. Her kan der blive ned til 65 graders frost, bevoksningen er lav og sparsom. Den mongolske slette siger det, som det ér. Det vil sige: ikke meget.
Manden havde ikke net til fisk, så han forsøgte sig med bue og pil – håbet var at skyde en bjørn eller et elg-lignende dyr, noget der kunne skaffe føde til længere tid, et trofæ, et levegrundlag. Men heldet udebliver, så i stedet bygger han fælder: små skråtstillede sten, der udløses, hvis et mindre dyr, et jordegern eller en springrotte, passerer. Han har ikke heldet med sig, sulten begynder at gøre sit, han er opgivende og mister tillid til sig selv og sine evner. Han er godt klar over at uden mad, vil han dø. Herkommer nok så mange strategier og positive psykologiske indsatser til kort. Man kan ikke trække sit vejr alene ved hjælp af viljen.Til sidst lykkes det: En fælde er klappet, manden ser det fra afstand, han er ude af sig selv af begejstring, men forsøger at tøjle sin glæde. Det kan jo være falsk alarm. Men den er god nok: en lille fugl er gået i fælden:
– det var endda en af de søde, mumler han, lidt forlegen, men ikke mere, end at jublen og sulten vinder over fortrydelsen. Ikke nok med, at han nu kan få noget mad, han har også bevist, at han KAN. At han er i stand til at overvinde udfordringer, til at forsørge sig, at overleve. Han råber, lægger sig på knæ, rækker armene mod himlen. Græder af glæde. Endelig.Fuglen er så godt som ikke til at få øje på. Orangegul og helt flad, selv i mast form ikke stor til at fylde en håndflade, vel knap 5 centimeter i diameter. Den har et latinsk navn, jeg husker det ikke, og en kampvægt på 30 gram inklusiv fjer og næb og ben. Ikke meget til en fuldvoksen, udsultet mand. En halv mundfuld velsagtens, en drøm om mere. Men manden er ikke til at slå ud: Uanset størrelse er det et tegn! Et tegn på, at noget er ved at vende: Fuglen må være det første trin på en lang trappe, der vil føre ham videre. Udad, opad, fremad.
– Jeg er en vinder, råber han ud over sletten, enorm og vidtstrakt. Intet kan slå ham ud, han slår sig på brystet med den højre næve, går helt tæt på kameraet og smiler så bredt, at skærmen næsten viger tilbage. Appelsiiiiin.
Hjemme i sin lejr (en primitiv bivuak af birkestammer og pressening) plukker han fuglen, fjer for fjer. Det er en omstændelig proces, men det er vigtigt, at så meget som muligt af fuglen bevares. Fedtet sidder lige under fjerpragten, han ved, der er vigtig næring at hente her. Efter rensningen holder han fuglen op, der er ikke mere krop tilbage, end hvad der svarer til et halvstort insekt. Det er ikke, hvad manden ser. Han ser et nedlagt bytte, næring, overvindelse. Starten på en sejr. Han koger fuglen og spiser den halve skefuld suppe, slutter af med det afgørende punktum: fuglekødet. Cirka 8 gram kød. En orgastisk nydelse, det er tydeligt, han læner hovedet bagover, lukker øjnene. Aaaaaahh.
Jeg er sikker på, at den fugl hverken gør fra eller til i et større regnskab. De miligram fedt og protein, den har bidraget med, er med garanti forbrændt på at hente, plukke og tilberede. Alligevel vil jeg give tirsdag, min mongolske slette, en chance. Det kan godt være, at temperaturen er tæt på nul og den frysetørrede pulverkaffe smager af hengemt uld – at risikoen for at gå forgæves, er mere end til stede.
Men jeg tænker alligevel at slå mig på brystet, sutte tirsdagsskroget fri for kød og kraft.
8 gram med lidt god vilje.