Louise Juhl

Rummet er ganske lille, en seng og et rundt bord, det er ikke meget større en en underarm i diameter. På bordet ligger et forstenet søpindsvin, bleget af tid og lys, i midten står en orange keramikurtepotte uden indhold. Du taler i telefon, siger ´alt her har for meget plads´og griber ud efter et insekt i luften. Lukker din hånd. Åbner den igen for at se, om det er lykkes. Det er ikke til at sige, hvad du ser.
Jeg står med ryggen til, forsøger at trække vejr ud af min krop, hiver en bog ud af reolen. Helen Dunmore: “I told Susan that there were just the two of us, Isabel and me, and this is what I always say. But we were three,” læser jeg, og sætter bogen på plads. Isabel, det er sådan et yndigt navn, synes jeg, ligesom Rebecca og Margaret. Luftige men uden at svæve.
´Jeg tænker, vi kan fejre det med et glas vin, når jeg kommer hjem´siger du. Jeg nikker, selvom jeg ved, at det ikke er mig, du taler til.
Senere, det er blevet mørkt, sidder vi under en parasol, helt tung af regn. Det er egentlig for koldt til at sidde ude, alligevel overvejer vi ikke at trække indenfor, men lægger tæpper over ryg og ben, skutter os. Du bestiller øl og Moules Marinére, jeg nøjes med et glas hvidvin, det fjerde. Tjeneren, en halvvoksen pige, noterer ned.´Det var det hele?´spørger hun og ser på mig.´Det var det hele,´svarer jeg. Du spiser i stilhed, kun skeens skramlen mod tallerkenen. Jeg bestiller et glas vin mere, allerede før det første er tømt.
Bagefter sidder vi lidt og ser ud på den store plads omkring os. Man kan ane konturerne af en katedral længere væk, en massiv meterhøj skygge i det tætte mørke. Jeg ved ikke, hvordan, vi kommer hjem, men da jeg vågner, har jeg hovedpine, og du taler stadig i telefon.