Ensomig #641

Jeg har svært ved at få vejret, betror jeg ham en tirsdag i marts. Det er noget med hverdag plus rutiner plus angst plus kærlighed, en meget mærkelig grød med en meget mærkelig konsistens.
Han foreslår at vi tager til Italien. Sådan er han, ingenting behøver at være, som det er, vi kan gøre det anderledes, siger han, vi kan tage til Toscana og leje et lille hus i sten.
– Agricultura Turismo, kalder italienerne det.
Vi tager afsted i april, bor med udsigt over olivenmarker, huset er iskoldt, da vi ankommer. Vi er sæsonens første gæster. Ingenting fungerer efter hensigten, nøjagtigt som os selv. Interiøret er tilfældigt stuvet sammen af det forhåndenværende: En himmelseng, fire havestole, et langbord i massiv eg. Pejsen oser, spjældet er stoppet til. På væggene hænger farvede lerkar og masker i gips, én af dem forestiller en trold, rødmosset og med blottede gule tænder. Øjne, der ikke stirrer dødt, men ser alt for levende. Jeg beder ham om at tage den ned, han griner af mit ubehag, men gør, som jeg siger. Vi lægger masken under et tykt brunt tæppe i et hjørne af den overdækkede terrasse og glemmer at hænge den på plads, da vi tager afsted ti dage senere.
Skabene har ikke låger men gardiner i forskellige farver, de fleste blegede af sol og år, matblå, transparent gul, falmet rosa.
Mange af dagene tilbringer vi i sengen, han googler fakta om domkirken i Firenze, læser højt. Cattedrale di Santa Maria del Fiore, verdens tredjestørste.
– Gulvmosaikkerne alene er et et besøg værd, læser han, kuplen et arkitektonisk mesterværk.
Vi beslutter at besøge kirken, lejer en gammel Alfa Romeo. Vejene omkring huset er ufremkommelige, vi kører forkert, når aldrig frem.
– Det gør ikke noget, siger han, det er os, der bestemmer. Han siger det med en naturlighed, som var der en plan med det hele – også det fejlslagne. Og selvom jeg ved, at det ikke hænger sådan sammen, lader jeg mig smitte af hans ro. Han standser bilen midt på en bjergryg, vi stiger ud, jeg tisser på en pivåben mark, vi fniser af min manglende blufærdighed.
Det er os mod resten af verden.
Dagen efter køber vi syltede svampe og salte kiks i et lokalt supermarked. Vin og to flasker grappa. Brændevinen lugter skarpt og er perfekt til de lange, kolde aftner. Jeg spiser næsten ingenting, drikker omvendt meget, bliver døsig og varm, dagene flyder sammen, det samme gør vi.
Bilen får en bule. Udlejeren er en venlig mand, altid beruset og god for en snak. Han fortæller os om en ven, en israelsk læge.
– Han kan hjælpe dig, lover han. Jeg finder aldrig ud af, hvad han kan hjælpe mig med, men vi slipper uden at betale for skaden, og da vi skal hjem, tilbyder han at køre os til lufthavnen i Pisa. Vi takker ja, hans promille er tårnhøj, kørslen ujævn, han taler hele tiden. Han har været professor ved et universitet i Lucca, fortæller han, i kunsthistorie, højt respekteret.
– Nu er jeg bare fuld, griner han.
Vi aftaler at holde kontakten ved lige. Han skal besøge os i Danmark, se gravhøje og vikingeskibsmuseet i Roskilde. Han bliver ved at udtale det forkert, Riskolde.
Han bliver og venter på, at flyet letter, han vil være sikker på, at vi kommer godt afsted.
Vi glemmer at få hans adresse.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.