Ensomig #702

Jeg lugter. Af sved eller bare af den onde onde træthed, der starter et sted over mine øjne, bevæger sig henover issen og om i nakken. Trætheden, der tynger kroppen ned. Væk fra hovedet – taleboblen. “Jakkedijakkedijak.” Kroppen er tung, vil hvile, men hovedet holder den vågen, taler og taler. Hovedet svæver som en ballon fuld af floskler, tanker, tåbelige lyde.

Jeg genkender ting overalt. Bladenes ribben, der ligner min mors ryg, de fremstående ben. Jeg orker ikke disse paralleller: Ribben, ryg, mor, nøgen. Nøgen, ribbet, rygvendt mor. Så mange måder ord kan kombineres på. Skifte side, vende om.
Fra ven til fjende.

Jeg er bange for, at regnen, jeg mærker mod mine kinder, ikke falder fra himlen – men vokser op af jorden under mine fødder. At verden ganske langsomt gror over mit hoved, drukner ordene.
Tirsdag, tørre karme af, så karse. Handle, ringe. Stege, æde, sove.
Dø.

Verden vokser og mit hår gror skævt.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.