Louise Juhl

Du siger, at det ikke nytter at ærgre sig, at det jo alligevel ikke står til at ændre. Og jeg svarer dig ikke, at jeg for helvede vil skide på, hvad der nytter, jeg siger ikke ting, som at min krop er en dødvægt, at jeg er kædens svage led, rutens blinde ende. Det siger jeg ikke.
Jeg svarer – du har ret skat, og lægger min kind mod din skulder og mærker din lettelse, ved, at du tænker: det var dét.